Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > November 2009 > HK: Større tilskud til elevpladser i krisetider



HK: Større tilskud til elevpladser i krisetider

HK roser regeringens tiltag, der giver bonus til arbejdsgivere, der opretter praktikpladser, men mener, der skal laves en permanent ordning, der sikrer, at tilskud til elevpladser altid følger de økonomiske konjunkturer. Flere – blandt andet Bertel Haarder – bakker op.

Lige nu mangler der over 6000 praktikpladser, fordi finanskrisen har fået mange arbejdsgivere til at tage færre elever. Det viser, at antallet af praktikpladser er alt for følsomt over for økonomiske konjunkturer, mener HK.

Derfor er HK meget glade for den bonusordning, regeringen netop har tilført. Den betyder, at arbejdsgivere, der ansætter elever, får op til 50.000 kroner i bonus.

Forbundsformand Kim Simonsen foreslår dog, at der skal laves et permanent system, så det økonomiske tilskud, arbejdsgiverne får, når de tager elever, altid afhænger af de økonomiske konjunkturer.

- Det er på en måde forståeligt, at arbejdsgivere ikke tager så mange elever, når det går dem dårligt. Men det er meget kortsigtet og rammer en masse elever, der ikke kan gøre deres uddannelse færdig. Det kan vi simpelthen ikke stå og se på, så derfor mener jeg, vi bør ændre systemet, så der gives større tilskud til virksomheder i krisetider og mindre tilskud, når det går godt, siger han.

Det er arbejdsgiverne selv, der betaler ind til Arbejdsgivernes Elevrefusion, og så får de penge tilbage fra fonden, når de ansætter elever.

Forslaget er en del af det uddannelseskatalog, HK netop har udgivet med 49 konkrete forslag til, hvordan man sikrer verdens bedste erhvervsuddannelser..

Bertel er positiv
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) ser meget positivt på HK’s forslag.

- Jeg synes, det er en spændende tankegang, at der skal være højere tilskud i dårligere tider og mindre i de gode tider. Det er i hvert fald på papiret en god idé, siger han.

Danske Erhvervsskoler er heller ikke afvisende over for idéen.

- Vi har ikke nogen mening om, hvordan modellen skal skrives sammen. Det vi har sagt er, at det er uholdbart, hvis vi ikke får lavet en permanent løsning, som kan bruges i op- og nedgangstider, siger Jørn Ibsen, direktør for Danske Erhvervsskoler – bestyrelserne.

Erhvervslivet skeptisk
Hos Dansk Erhverv er uddannelseschef Svend Berg lidt mere skeptisk.

- Jeg synes, der er spændende tanker i forslaget, men jeg forudser, at det er meget svært at administrere retfærdigt, siger han.

Eleverne, der er interesserede i alle forslag, der kan sikre flere praktikpladser, er derimod helt enige i, at tilskud til arbejdsgiverne bør følge de økonomiske konjunkturer.

- At gøre det fast på den måde, så tilskuddet regulerer sig fast efter konjunkturer synes jeg er en rigtig interessant idé. Det vil være en rigtig god mekanisme, man kan dreje på, siger Jonathan Simmel, formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation.

HK har i øvrigt mange andre forslag til, hvordan der kan sikres flere praktikpladser til erhvervsuddannelserne. Blandt andet at der skal indføres elevkvoter for kommunale og statslige virksomheder og institutioner, at der skal være skolepraktikmulighed for alle uddannelser, og at der skal indføres økonomiske sanktioner over for de virksomheder, der ikke ansætter elever.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 12.11.09, kl. 16.33

Redigeret: 13.11.09, kl. 09.04 af Kirsten Marie Juel Jensen

Regeringens nye tiltag:
En kontant bonus på op til 50.000 kroner for hver ny praktikplads skal være med til at skaffe 5.000 nye praktikpladser i 2010. Præmien udbetales som 6.000 kroner per måned i tre måneder – svarende til 67 procent af elevens løn i prøvetiden. Derefter får virksomheden en bonus på 16.000 kroner efter 4 måneder og igen efter 7 måneder.
Den nye bonus træder i kraft med det samme. Det er aftalt, at den skal gælde for alle uddannelsesaftaler, der indgås den 5. november 2009, og frem til udgangen af 2010.

Fakta:

Mindre end halvdelen af de elever, der begynder på en erhvervsuddannelse, fuldfører. Det vil HK lave om på og præsenterer derfor et katalog med hele 49 forslag til ændringer på erhvervsuddannelserne. Det er blevet til, efter at HK afholdt konferencen ”Verdens bedste erhvervsuddannelser”, hvor både arbejdsgiverorganisationer, skoleledere, lærere og elever fra erhvervsuddannelserne kom med idéer og input.

Læs mere og download rapporten:

Tema: Verdens bedste erhvervsuddannelser"


Ophavsret

Udgivet <12.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.