Nyt HK-redskab: Tjek din ligeløn
Om du er HK’er, læge eller ingeniør: Nu kan du selv tjekke, om du får ligeløn på HK’s hjemmeside. Næstformand i HK Mette Kindberg mener, den nye ligelønsberegner er et vigtigt redskab til at få sat mere fokus på ligeløn.
Tast din stillingsbetegnelse ind og få at vide, hvor meget kvinder i gennemsnit tjener mindre end mænd i dit job. Det kan du nu gøre på HK’s hjemmeside – www.hk.dk/ligeloen - hvor HK netop har præsenteret en ny ligelønsberegner.
- Vi vil gerne give vores medlemmer – og alle andre i øvrigt – mulighed for at tjekke, hvordan det går med ligeløn på deres jobfelt. Det vil give dem et redskab til at tale om ligeløn på deres arbejdspladser, og forhåbentlig kan det også sætte gang i en bredere debat om ligeløn, siger Mette Kindberg, næstformand i HK og fortsætter:
- Vi har stadig en gennemsnitlig lønforskel mellem mænd og kvinder på 17,7 procent i Danmark. Den offentlige debat bliver ofte drejet hen på, at lønforskellen bare kan forklares med det kønsopdelte arbejdsmarked. Det vil sige at mænd og kvinder typisk arbejder i forskellige typer job. Med ligelønsberegneren kan vi dog vise, at det ikke er så enkelt. Selv der hvor mænd og kvinder har samme arbejde, kan der være stor forskel på, hvad mænd og kvinder tjener, siger hun.
Stor del af lønforskel er uforklaret
Tjekker man for eksempel stillingsbetegnelsen ”administrativ forvaltning og sagsbehandling”, kan man se, at kvinder i gennemsnit tjener 24,4 procent mindre end deres mandlige kollegaer. Ser man på ”murerarbejde” kan man se, at kvinder i gennemsnit får 35 procent mindre i løn end deres mandlige kollegaer. Og kvindelige advokater tjener 13,3 procent mindre end mandlige advokater.
Ligelønsberegneren kan give stof til eftertanke om, hvordan det står til med ligeløn på ens arbejdsområde. Men hvis man vil have helt præcise oplysninger, skal man selvfølgelig finde ud af, hvad mænd og kvinder i samme stillinger tjener på ens egen arbejdsplads.
Virksomheder med over 35 medarbejdere – med mindst 10 ansatte mænd og kvinder inden for samme arbejdsområde – er i dag forpligtet til at lave kønsopdelte lønstatistikker. Så på store arbejdspladser har man ret til at få oplyst, hvordan det står til med ligelønnen gennem sin tillidsrepræsentant. HK mener dog, at denne lov bør omfatte langt flere arbejdspladser, end den gør i dag.
Ny lov nødvendig
- HK har derfor netop udarbejdet et lovforslag, der skal sikre, at endnu flere medarbejdere får adgang til de konkrete lønoplysninger på deres egen arbejdsplads. Det skal ske ved, at alle virksomheder med mindst 10 ansatte – og med mindst tre mænd og kvinder inden for samme arbejdsområde - skal lave kønsopdelte lønstatistikker, siger Mette Kindberg.
HK’s lovforslag, der er sendt i høring til en lang række ministerier og organisationer, lægger op til, at statistikkerne skal laves hvert kalenderår. Og så skal fagforeninger eller tillidsrepræsentanter have adgang til yderligere lønoplysninger, hvis der er begrundet mistanke om uligeløn.
Gå videre til...
Flere eksempler:
Stillingsbetegnelse: Politiarbejde
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 164
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 152
Mænd tjener i gennemsnit 7.8% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Stillingsbetegnelse: Overordnet sygeplejerskearbejde og hjemmesygeplejearbejde
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 214
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 199
Mænd får i gennemsnit 7.8% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Stillingsbetegnelse: Advokatarbejde
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 317
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 280
Mænd får i gennemsnit 13.3% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Oprettet: 13.11.09, kl. 10.13
Redigeret: 20.05.10, kl. 15.55 af Kirsten Marie Juel Jensen
HK's ligelønsberegner:
Klik her
Læs mere:
Fakta:
Gennemsnitsberegningerne i HK’s nye ligelønsberegner bygger på en stikprøve af Danmarks Statistiks lønoplysninger for 2007. Stikprøven omfatter 651.372 personer. Timelønnen er den såkaldte smalfortjeneste, som er det lønbegreb, der kommer tættest på løn pr. aftalt time. Omregningen til månedsløn kan ske ved at gange timelønnen med 160,33 timer.
Eksempler:
Stillingsbetegnelse: Laboratorieteknikerarbejde vedr. forskning
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 189
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 162
Mænd får i gennemsnit 16.4% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Stillingsbetegnelse: Film- og skuespilarbejde
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 269
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 190
Mænd får i gennemsnit 41.5% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Stillingsbetegnelse: Administrativ forvaltning og sagsbehandling
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 220
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 177
Mænd får i gennemsnit 24.4% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Stillingsbetegnelse: Murerarbejde, ekskl. medhjælpere
Mænd tjener i gennemsnit i timen kr. 170
Kvinder tjener i gennemsnit i timen kr. 126
Mænd får i gennemsnit 35% mere i løn end deres kvindelige kollegaer
Ophavsret
Udgivet <13.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
