Rapport: Efteruddannelse betaler sig
Der er penge og job i at videreuddanne voksne, fastslår ny rapport fra Anvendt Kommunal-Forskning (AKF). HK's formand Kim Simonsen vil have sat brugerbetalingen på videreuddannelse ned.
Det giver mere i løn og bedre jobmuligheder for den enkelte at videreuddanne sig som voksen.
Det viser en ny rapport, ”Effektanalyser af voksenuddannelse”, som Anvendt Kommunal-Forskning har lavet.
- Jeg noterer med tilfredshed, at det nu er dokumenteret, at det giver højere løn og bedre beskæftigelsesmuligheder at videreuddanne sig. Det slår rapporten fast med syvtommersøm. Meget mere af det, tak siger Kim Simonsen, Forbundsformand HK/Danmark, der opfordrer regeringen til at sænke brugerbetalingen på videreuddannelse.
- Det er blevet alt for dyrt at videreuddanne sig som voksen, og den høje pris får folk til at undlade at videreuddanne sig, siger han.
Også den almene voksenuddannelse og de kortere erhvervsrettede uddannelser er under lup i rapporten.
Ifølge rapporten kan det ikke betale sig i kroner og ører at gå på kursus under den almene voksenuddannelse.
- Det kan godt være, at det er en dårlig forretning. Men husk lige at en del af undervisningen på den almene voksenuddannelse retter sig mod læse-/stavesvage og andre, som opnår en personlig sejr ved at blive i stand til at læse avis, skrive beskeder til børnene, bruge e-mail og facebook – altså kan begå sig i samfundet på andre måder end før, siger Kim Simonsen.
AKF konkluderer, at de erhvervsrettede efteruddannelser (AMU) ikke fører til højere løn og til merbeskæftigelse for deltagerne.
– Samfundsøkonomisk sætter vi ikke noget til ved at tilbyde de uddannelser. Og ikke mindst vedligeholder de deltagernes kompetencer. De erhvervsrettede efteruddannelser er for korte, fragmenterede og langt hen ad vejen uden perspektiv. Så lad os udvikle dem, så de faktisk bidrager til at udvikle deltagernes kompetencer og måske forbereder dem til at deltage i de videregående voksenuddannelser, foreslår Kim Simonsen.
Efter HK’s mening skal følgende til, hvis vi skal have uddannelsen af voksne til at betale sig bedre:
*Sats på en bedre folkeskole og bedre ungdomsuddannelser
* Fortsæt med de almene voksenuddannelser for de personer, der ikke fik den gode uddannelse fra starten
* Udvid den erhvervsrettede voksenuddannelse - AMU - til at omfatte kurser på højere niveauer og lav længere sammenhængende forløb med en formel afsluttende kompetence.
* Styrk brugen af videregående voksenuddannelse. Det kan blandt ske ved at reducere i den omfattende brugerbetaling.
Oprettet: 24.11.09, kl. 15.28
Redigeret: 25.11.09, kl. 14.45 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <24.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
