Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2007 > A-kassen skaffer mange jobs til ledige



A-kassen skaffer mange jobs til ledige

Det går rigtig godt med at få ledige i arbejde for HK’s A-kasse. A-kassen har fået 25 procent af dagpengemodtagerne i jobs, mens jobcentrene har større problemer med kontanthjælpsmodtagerne.

Mange ledige butiksmedhjælpere og salgsassistenter rundt i landet er kommet i job igen, fordi de har fået hjælp af HK’s A-kasse.
Fra den 1. januar 2007 har a-kasserne fået et særligt ansvar for at løfte jobformidlingen sammen med de 91 jobcentre rundt i landet. Og de seneste opgørelser viser, at a-kasserne har succes med deres nye opgave. Fra uge 11 til 24 i år fik HK's A-kasse reduceret antallet af de ledige medlemmer med 25 procent.
- Da vi fik ansvaret for at stå for en del af jobformidlingen meldte vi ud til alle vores tillidsrepræsentanter på arbejdspladser over hele landet, at vi nu havde jobformidlere i alle HK’s afdelinger, og det har givet os et stort netværk og en meget direkte kontakt, så vi er de første, der hører om mange ledige jobs og dermed hurtigt kan formidle dem videre. Vi har derfor især haft succes med at få ledige butiksmedhjælpere og salgsassistenter i job, forklarer Bo Gatzwiller, direktør for HK’s A-kasse.
Det gælder for alle a-kasser i landet, at de har haft succes med at få dagpengemodtagerne i job, mens jobcentrene har haft svært ved at få især kontanthjælpsmodtagerne i job. Således er antallet af dagpengemodtagere i uge 11 til 24 blevet reduceret med 25 procent, mens antallet af kontanthjælpsmodtagere i arbejdskraftreserven er steget med otte procent.
- Vi mener, at vi har fået en meget vigtig rolle og derfor har chancen for at få de sidste ledige ud på arbejdsmarkedet. Og vi mener helt klart, vi kan løfte opgaven. Bare i HK København har man siden januar skaffet jobs til 252 ledige helt uden jobcentrenes hjælp. Men man må så også sige, at vi har nemmere ved at målrette vores indsats over for dagpengemodtagerne, hvor jobcentrene kan have sværere ved det især i forhold til kontanthjælpsmodtagerne, der er en tungere gruppe, fortæller Bo Gatzwiller.
Han fortæller, at A-kassen er forpligtet til at kalde dagpengemodtagerne til samtale og godkende deres CV og tjekke, at de søger jobs, men i HK’s A-kasse har man samtidig påtaget sig at tilbyde en samtale med en jobformidler, der har konkrete bud på, hvor der er jobs, der passer til den enkelte.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Gå videre til...

Fakta:

- Arbejdskraftreserven i alle a-kasser er blevet reduceret med mellem 13 og 15 procent fra uge 11 til 24 i 2007.

- Tal for reduktionen af ledige for udvalgte a-kasser:

HK: 25,0 %

FOA: 23,2 %

3G-A: 29,4 %

FTF-A: 22,8 %

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen og aksamvirke

Oprettet: 19.10.07, kl. 12.42

Redigeret: 24.10.07, kl. 10.32

A-kassernes rolle:

- Fra den 1. januar 2007 blev alle a-kasser forpligtet til at tage del i jobformidlingen sammen med landets 91 jobcentre.

- A-kasserne skal vejlede de dagpengemodtagere, der er medlem af en a-kasse. Jobcentrene skal vejlede både dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere.

- A-kassen skal vejlede omkring dit CV og godkende CV’et.

- A-kassen skal følge op på din indsats for at komme i arbejde.

- A-kassen skal sikre sig, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet og kan formidle job til dig.


Ophavsret

Udgivet <19.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.