Fra landets største fagforening til LO
Formanden for HK/Service København, Lizette Risgaard, bliver næstformand i landsorganisationen LO.
I kølvandet på valget af Harald Børsting som ny LO-formand rykker formanden for HK/Service København, Lizette Risgaard, ind som næstformand i landsorganisationen. Her afløser hun Tine Aurvig-Huggenberger, der hårfint tabte formandsvalget til Harald Børsting med stemmetallene 389 mod 406.
Lizette Risgård, der énstemmigt blev valgt til næstformand af LO-kongressens delegerede, har siden 2000 været formand for HK/Service København, landets største fagforening med ca. 30.000 medlemmer.
Hun er 47 år og har en lang faglig karriere bag sig. Den indledtes, da hun arbejdede i Husligt Arbejder Forbund. Siden var hun bl.a. i otte år tillidsrepræsentant for HK'erne i Snedker-Tømrerforbundet (nu TIB).
Da hun for syv år siden i et kampvalg blev formand for HK/Service, var hun brandcheformand for de fagforeningsansatte medarbejdere.
Siden 2001 har Lizette Risgaard i øvrigt været næstformand for LO Storkøbenhavn.
Lizette Risgaard udtrykte efter valget til næstformand håbet om at kunne være med til at arbejde for at gøre LO endnu stærkere.
Oprettet: 31.10.07, kl. 11.44
Redigeret: 31.10.07, kl. 13.55 af Kaj Noppenau Sørensen
Ophavsret
Udgivet <31.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
