Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2007 > HK-formand: Fokus på velfærd og integration



HK-formand: Fokus på velfærd og integration

Trods gode konjunkturer får mange danskere ikke del i velfærden, siger John Dahl i en kommentar til det udskrevne folketingsvalg.

- Statsministeren skal bestemt ikke bebrejdes, at han udskriver valget nu. Det er på tide at høre vælgernes dom, siger forbundsformand John Dahl, HK.

Valgkampen bør i høj grad dreje sig om velfærd, mener HK-formanden.
- På trods af, at konjunkturerne er gode og beskæftigelsen høj, er der mange danskere, som ikke får ordentlig del i velfærden. Netop i den situation har regeringen valgt at gennemføre en skatteomlægning, som begunstiger de bedre stillede, frem for at investere i velfærd til gavn for dem, der er mest udsatte.

- Det ser jeg frem til, at vælgerne tager med i deres overvejelse, når krydset skal sættes den 13. november, siger John Dahl.

Han efterlyser også en bedre integrationspolitik.
- Det er da meget godt, at statsministeren langt om længe vil lade de afviste asylansøgere og deres børn få lov til at komme ud i samfundet. Men det kan ikke skjule, at der er behov for en mere human og fremsynet behandling af flygtninge og indvandrere og i det hele taget en langt bedre integration, siger John Dahl

Oprettet: 24.10.07, kl. 14.03

Redigeret: 24.10.07, kl. 14.16 af Kaj Noppenau Sørensen


Ophavsret

Udgivet <24.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.