HK kritiserer underbukse-reklame
HK klager sammen med Kvinderådet og fem andre fagforbund til forbrugerombudsmanden, fordi de mener, den nye JBS-reklame er sexistisk og pornoficerende. JBS fjerner nu reklamen.
Sekretærer og stuepiger, der med blottede bryster og spredte ben snuser til herreunderbukser, er ikke okay i en reklame.
Det mener HK, Kvinderådet og fem andre fagforeninger – 3F, Dansk Magisterforening, Dansk Sygeplejeråd, FOA og Teknisk Landsforbund - der sammen har formuleret en klage over den nye JBS-reklame og sendt den til forbrugerombudsmanden.
JBS har hidtil afvist at trække reklamen tilbage, fordi undertøjs-firmaet har ment, at den ikke gik over grænsen. Men efter at HK og de andre forbund har sendt en samlet klage, har JBS nu alligevel valgt at trække reklamen tilbage.
HK er tilfreds, eftersom man sammen med de andre forbund gerne ville sende det signal, at reklamen er uetisk, anstødelig, kønsdiskriminerende og fremstiller kvinder i en uværdig position. Og at den i øvrigt er i strid med god markedsføringsskik.
Reklamen består af i alt fire billeder af en sygeplejerske, en stuepige, en sekretær og en nonne, der i nogle seksuelt udfordrende stillinger snuser til underbukser af mærket JBS.
I Norge har forbrugerombudsmanden også kritiseret JBS, der derfor også dér har trukket reklamen tilbage.
Oprettet: 11.10.07, kl. 14.15
Redigeret: 12.10.07, kl. 09.16
Læs klagen til forbrugerombudsmanden
Se JBS-reklamen
Ophavsret
Udgivet <11.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.