Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2007 > Regeringen overholder ikke EU-lovgivning



Regeringen overholder ikke EU-lovgivning

EU kritiserer den danske regering for ikke at overholde EU-lovgivningen for ligeløn og ligestilling.

Danmark er slet ikke så langt fremme i forhold til ligestilling og ligeløn, som EU gerne ser det, og derfor stiller EU nu spørgsmålstegn ved den danske lovgivning.

EU-kommissionen vedtog et ændringsdirektiv af ligebehandlingsdirektivet i 2002, der stiller større krav til medlemslandenes lovgivning i forhold til ligebehandling og ligeløn. Men EU-kommissionen har nu kritiseret Danmark for ikke at have indarbejdet direktivet korrekt i den danske lovgivning, forklarer Byrial Rastad Bjørst, ph.d. i ligelønsret og faglig sekretær i Teknisk Landsforbund.
- Hvis ens arbejdsgiver overtræder ligelønsloven i dag, får man blot en godtgørelse, der svarer til den løn, man faktisk var berettiget til. Men ændringsdirektivet betyder en stramning, så man nu også skal have en godtgørelse for den tort, man har lidt ved at blive forskelsbehandlet. Men denne bestemmelse er ikke blevet indarbejdet i dansk lovgivning, siger Byrial Rastad Bjørst.

- Direktivet slår også fast, at man skal udpege et organ til fremme af ligebehandling. Vi har forskellige mindre enheder, der beskæftiger sig med ligebehandling, og det mener regeringen tilsyneladende er godt nok. Men så vidt jeg er informeret, mener EU-kommissionen, at vi bør have en ombudsmand, der har til opgave at fremme ligestilling, siger han.

Den danske stat overholder heller ikke sin selvstændige forpligtelse til at sikre ligestilling.
- EU-kommissionen siger, der skal være passende foranstaltninger for at fremme dialog mellem arbejdsmarkedets parter om at sikre ligebehandling. Men i Danmark har man intet foretaget sig, siger Byrial Rastad Bjørst.

I HK er næstformand Mette Kindberg forundret over, at den danske regering ikke er mere progressiv i forhold til ligestilling og ikke allerede for lang tid siden har sørget for sanktioner i forhold til at overholde ligelønsloven.
- Det kan ikke passe, at man først gør noget for ligestilling, når man får en henstilling fra EU. Der er så mange andre direktiver, vi meget hurtigt får indarbejdet, men når det kommer til ligestilling, er man lidt træg i det. For eksempel kan det jo ikke være rigtigt, at det stadig er næsten farefrit for en arbejdsgiver ikke at overholde ligelønsloven, siger hun.

Sekretariatschef i Beskæftigelsesministeriet, Agnete Andersen afviser at kommentere sagen og henviser til regeringens svar til EU-kommissionen, der argumenterer for, at ligebehandlingsdirektivet er gennemført korrekt i dansk ret.
Hun oplyser derudover, at man på baggrund af et nyt ligestillingsdirektiv fra 2006 nu vil ændre den danske ligelønslov, så man som lønmodtager udover forskellen i løn også har krav på en godtgørelse, hvis ligelønsloven er blevet overtrådt. Agnete Andersen er uenig med Byrial Rastad Bjørst i, at denne lovændring allerede burde være sket i forbindelse med indarbejdelsen af ændringsdirektivet fra 2002.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 16.10.07, kl. 13.04

Redigeret: 16.10.07, kl. 13.09


Ophavsret

Udgivet <16.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.