Sygemeldte bliver presset
Sygemeldte presses ofte ud i dårligt tilrettelagte aktiveringstilbud. Derfor har social-faglig støtte til sygemeldte HK’ere vist sig at være meget vigtig.
Erfaringerne fra HK’s A-kasse viser, at flere og flere sygemeldte HK’ere presses ud i dårligt tilrettelagte job- og aktiveringstilbud og ofte mødes med mistro i de kommunale socialforvaltninger.
Direktør i HK’s A-kasse Bo Gatzwiller ser med bekymring på den behandling, HK’s medlemmer ofte får.
- Det er et problem, at vores i forvejen pressede medlemmer, skal udsættes for mistro og ofte lemfældig sagsbehandling. Det vi hører, er at de kommunale sagsbehandlere er meget interesserede i at få skubbet vore medlemmer tilbage på understøttelse – også selv om de reelt er for syge til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, siger han.
Denne linie er Marianne Sterner fra HK’s A-kasse i København enig i. Hun har været med til mange rundbordssamtaler, som i stigende grad efterspørges af sygemeldte HK-medlemmer.
Rundbordssamtalerne går ud på, at de sygemeldte medlemmer kan få en bisidder fra HK’s A-kasse med til møderne med kommunen, så de på den måde får socialfaglig støtte. Og den støtte er der god brug for, har det vist sig.
- Det værste er næsten den måde, der bliver talt til vores medlemmer på. Ikke nok med at vores medlemmer i forvejen er hårdt ramt af sygdom, de skal samtidig slås med kommunale skrankepaver, der i den grad snakker ned til vore medlemmer, siger Marianne Sterner fra HK’s A-kasse i København.
- Hvis ikke vi var med på sidelinien, var der mange, der ville komme i klemme. Jeg har oplevet mange sager, hvor der ikke engang er lavet en ordentlig ressourceprofil eller indhentet nye lægelige oplysninger, før sagsbehandleren er parat til at lukke sagen, siger hun.
Netop ressourceprofiler er et centralt arbejdsredskab, da det skal give et overblik over den enkelte borgers ressourcer og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet. Ressourceprofilen kan eksempelvis pege på fleksjob eller førtidspension som en løsning.
Oprettet: 26.10.07, kl. 15.33
Redigeret: 29.10.07, kl. 09.07
Fakta
- Der er stigende interesse for rundbordssamtalerne, som HK's A-kasse tilbyder, fremgår det af tal fra A-kassen.
- Direktør for HK’s A-kasse Bo Gatzwiller forklarer, at der i 2006 på landsplan blev afholdt cirka 250 rundbordssamtaler. Det tal forventes af stige til 1000 rundbordssamtaler i år, og han forventer en yderligere stigning de næste år.
Ophavsret
Udgivet <26.10.07> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat