Sladder ikke populært på jobbet
Der sladres utrolig meget på de danske arbejdspladser, og det mener medarbejderne er meget negativt, viser ny undersøgelse fra HK. Men eksperter forklarer, at sladder er vigtig.
Har du hørt?... Og så sagde hun også?... Så du, at han kom for sent… Sladderen blomstrer på de danske arbejdspladser. Det viser ny undersøgelse, Capacent Epinion har lavet for HK’s nyhedsmagasin. Her siger 95 procent af HK’s medlemmer, de oplever sladder på deres arbejdsplads. Langt de fleste bryder sig dog ikke om det. I hvert fald siger 76 procent, at de opfatter sladder som noget overvejende negativt.
Eksperter mener til gengæld, at sladderen er vigtig på mange måder, og man kan bruge det som en ventil for utilfredshed. Blandt andet mener antropolog Perle Møhl, der forsker i sladder, at det er lige så fundamentalt at sladre som at trække vejret.
- Når man tager som udgangspunkt at sladder er negativ, dæmoniserer man det og gør det til noget, der skal væk. Man skal se det som en kommunikationsform. Det handler om at vise interesse for hinanden. Vi går rundt som tomme robotter blandt hinanden, hvis vi ikke sladrer, siger hun.
Hun synes dog, man skal passe på med, at sladder bliver den eneste kommunikationsform på en virksomhed. For så bliver det negativt.
Virksomhedskonsulent Hanne Gullestrup vil heller ikke stemple sladder som negativ.
- Sladder er sladder, men der kan være gode eller dårlige hensigter. Sladder kan være der, hvor man heler hinanden. Hvor man kan finde sin egen kerne og få lidt luft. Sladder kan være en måde at få noget ud, man ikke lige får sagt til chefen. Dem der sladrer mest med ond hensigt, er dem, der føler sig mindst hørt og mindst set, siger hun.
I HK nægter man også at sætte djævlehorn i panden af sladderen.
- Der er altid sladder på en arbejdsplads. Det er smørelsen. Den gode sladder er faktisk med til at binde arbejdspladsen sammen. Men hvis sladderen bruges til at skade nogen med, skal man gribe fat i den, siger Svend-Erik Hermansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK.
I den kommende tid vil HK’s nyhedsbrev sætte fokus på sladder på arbejdspladsen og dens mange aspekter - komme med en masse gode råd til, hvordan du som medarbejder kan takle og bruge sladderen.
Gå videre til...
FAKTA
Hvad er sladder?
- Sladder for mig er smalltalk, som har til hensigt at gøre noget for relationen. Det er det enkelte menneske, der siger ét, men i virkeligheden vil opnå noget andet. Det er en udveksling, siger Hanne Gullestrup, virksomhedskonsulent.
- Sladder er nogle menneskers talen om andre uden for deres hørevidde. Man taler om andres handlinger, siger Perle Møhl, antropolog.
- ”Sladder anvendes oftest som nedsættende omtale af andre - en omtale der har til hensigt at skade. Men begrebet kan også anvendes i forbindelse med samtale om løst og fast. Om sladder lærte vi som børn: «Sladrehank skal selv have bank». Dette er en form for angiveri - ikke kun mellem børn, men f.eks. også mellem arbejder og chef. En der går bag ryggen på andre, fordømmes i alle miljøer.”
- Kilde: www.leksikon.org
Oprettet: 05.11.08, kl. 09.02
Redigeret: 12.11.08, kl. 10.48 af Kirsten Marie Juel Jensen
HK’s Nyhedsmagasin sætter fokus på sladder på arbejdspladsen:
Følg med i temaet ved at klikke her
FAKTA
Mange sladrer
- 53 procent af HK’s medlemmer oplever, at der i høj grad eller nogen grad er sladder på deres arbejdsplads
- 42 procent oplever, at der i mindre grad er sladder
- 4 procent siger, at der slet ikke er sladder på deres arbejdsplads
- Det er især de unge, der oplever, at der sladres meget. Det er 62 procent af de 18-34-årige, der i høj eller nogen grad oplever, at der er sladder på din arbejdsplads.
- Der er flest i Hovedstaden, der oplever sladder på arbejdspladsen (56 procent) og færrest ude på Sjælland (45 procent).
- 76 procent af HK’s medlemmer opfatter sladder generelt som noget overvejende negativt. Det er både mænd og kvinder over hele landet, der har den holdning.
Kilde: Sladder på arbejdspladsen, undersøgelse af Capacent Epinion, lavet for HK’s nyhedsmagasin
Ophavsret
Udgivet <05.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


Kommentér artiklen
Sladder - hvad er det
[31.12.08] Af Laila Hansen, Adm. Koordinator
Læs hele kommentaren
Sladder skal bruges konstruktivt til at beskytte hinanden
[09.11.08] Af Anita Riis, Koordinator og videncentersekretær
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat