Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2009 > HK kræver reel uddannelsesgaranti



HK kræver reel uddannelsesgaranti

Flere praktikpladser her og nu. Bedre vilkår for skolepraktik og indfør en reel uddannelsesgaranti. Det er HK’s svar på en ungdomsarbejdsløshed, der er firdoblet på bare et år.

Tirsdag starter folketingsåret. Og forventningen er, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil sætte fokus på ungdomsuddannelserne og manglen på praktikpladser.

Måske især fordi statsministeren allerede ved sidste års åbningstale i Folketinget erklærede, at ungdomsarbejdsløshed var noget, der hørte 70’erme til – og noget hans søn aldrig skulle komme til at opleve.

Aktuelt kan vi konstatere, at ungdomsledigheden på et år er firdoblet, så næsten hver tiende under 25 år i dag er arbejdsløs. Hertil kommer mere end 6.000 unge, der er ude af stand til at færdiggøre deres uddannelser, fordi de ikke har haft held til at finde en praktikplads. For mange er eneste alternativ at melde sig ledige.

- Regeringen har tidligere markeret, at den var villig til at bruge op til en milliard kroner ekstra på ungdomsuddannelserne – og især til oprettelse af skolepraktikpladser. Men hvis pengene blot tages fra feriefonden eller fra den pulje, der skulle sikre alle unge en ungdomsuddannelse, er vi lige vidt, siger HK’s næstformand Karin Bancsi og fortsætter.

- Derfor kræver HK, at der indføres en regulær uddannelsesgaranti. Vi har en forpligtelse til at sikre, at alle har mulighed for at uddanne sig og afsætte de fornødne penge til det. Det er dét, vi skal leve af i fremtiden.

Som eksempel peger hun på Storbritannien, hvor regeringen er barslet med en plan, der sikrer arbejde eller uddannelse til alle unge. Herudover har den britiske regering besluttet at oprette 10.000 nye studiepladser på universiteterne.

- Vi skal også i gang med den slags langsigtede investeringer herhjemme, mener Karin Bancsi og fortsætter:

- Ungdomsledigheden er firdoblet på et år – næsten hver tiende under 25 år er i dag uden arbejde. Hvis ikke det er nu, vi skal sætte ind med en ekstraordinær uddannelsesindsats, ved jeg ikke, hvornår det så skulle være.

Hun mener, det er nu, vi skal investere i uddannelse, så Danmark er klar til at tage fat igen, når krisen klinger af.

- Gør vi ikke det, risikerer vi at tabe en hel generation på gulvet. Og vi løser ikke problemet ved at flytte penge rundt på statens husholdningsregnskab. Der skal investeres her og nu. Og det skal være massivt, slutter Karin Bancsi.

Oprettet: 05.10.09, kl. 14.59

Redigeret: 05.10.09, kl. 15.02 af Claus Vesterager Martinus


Ophavsret

Udgivet <05.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.