Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Oktober 2011 > Jobpatruljen på HK og 3F’s hænder



Jobpatruljen på HK og 3F’s hænder

HK og 3F påtager sig fra 2012 ansvaret for LO’s Jobpatrulje. Det sker fordi, at LO sparer sin indsats væk efter at have arbejdet med unge fritidsjobberes rettigheder i mere end 30 år.

Jobpatruljen på nye hænder: Billedet viser den formelle overrækkelse af Jobpatruljen til HK og 3F. Overrækkelsen fandt sted på HK Ungdoms kongres på Fyn i oktober. Til venstre ses Morten Skov Christiansen, ungdomskonsulent hos LO, i midten ses 3F Ungdoms formand, Peter Bøgh, og til højre ses Dan Larsen, formand for HK Ungdom. (Foto af Philip Davali)

Når vi tager hul på 2012, skal HK og 3F sørge for, at Jobpatruljen drager ud i Danmark for at finde ud af, om unge fritidsjobberes løn- og arbejdsvilkår er i orden. Derfor var det en vigtig begivenhed, da LO lørdag den 15. oktober 2011 overrakte Jobpatruljen til HK og 3F på HK Ungdoms kongres.

LO stopper sin indsats med Jobpatruljen grundet besparelser, men indsatsen er for vigtig til, at den bare bliver opgivet. Derfor har HK og 3F taget ansvaret til sig.

HK er i forvejen stærkt involveret i Jobpatruljens arbejde, og Dan Larsen, formand for HK Ungdom, er da også meget glad for, at patruljen lever videre.

- Det er fantastisk vigtigt, at vi kommer ud og organiserer og fortæller de unge om deres rettigheder. Det er vores opgave, og vi er meget glade for at have fået den, siger Dan Larsen.

I løbet af sommeren 2011 besøgte Jobpatruljen flere end 5000 virksomheder. Man fandt blandt andet ud af, at 13 procent af de unge strækker og skubber mere end 100 kg. Det er ulovligt, da kroppen ikke kan klare så tunge løft, når ryggen endnu ikke er ordentligt udviklet. Derudover får mere end halvdelen af de unge ikke løn, når de er syge. Det er rettigheder som disse, Jobpatruljen gør de unge opmærksomme på. Når lovovertrædelserne har fundet sted, orienterer patruljen de lokale fagbevægelser.

Jobpatruljen har siden 1979 været med til at sikre ungarbejdere ordnede forhold på deres arbejdspladser. Derfor er det også utrolig vigtigt, at Jobpatruljen lever videre. Det slår Morten Skov Christiansen, ungdomskonsulent hos LO, fast.

- En lukning kunne få konsekvenser for de yngste på arbejdsmarkedet, der ofte ikke kender deres rettigheder. Og jeg tror på, at Jobpatruljen er blevet lagt i de bedst mulige hænder, siger Morten Skov Christiansen.

Af Frederik Cederskjold

Kommentér artiklen

Oprettet: 27.10.11, kl. 16.11

Redigeret: 27.10.11, kl. 16.11 af Frederik Cederskjold

Læs også


Unge ødelægger ryggen på jobbet

Sommerens jobpatrulje inden for handelsområdet afslører, at unge ødelægger helbredet for at få ekstra lommepenge. Nu må arbejdsgivere tage ansvar, lyder det fra HK HANDEL.

HK og 3F overtager Jobpatruljen

LO sløjfer Jobpatruljen på grund af besparelser. Men indsatsen med at tjekke unges arbejdsforhold på fritidsjobbet er for vigtig til at blive opgivet, mener HK, der nu overtager Jobpatruljen sammen med 3F.


Ophavsret

Udgivet <27.10.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.