Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2003 > A-kasserne: VK-besparelser fordamper



A-kasserne: VK-besparelser fordamper

Dagpengestop til højtlønnede giver bagslag

Regeringens forslag om at spare på dagpengene til arbejdsløse ved at give nye
ledige med en hidtidig månedsløn over 25.000 kroner karantæne på op til fem
uger fordamper, hvis bare 2,5 procent af a-kassernes medlemmer melder sig ud.
Det viser beregninger, som A-kassernes Samvirke har lavet sammen med LO.
Blandt HK's medlemmer er det mere end hver femte, som har en løn, der ligger
over 25.000 kr. om måneden.
A-kassernes Samvirke hæfter sig ved, at regeringens forslag om karantæne for
folk med en høj månedsløn først og fremmest rammer kernen af arbejdskraften:
Lønmodtagere med en meget stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og en
forholdsvis begrænset risiko for ledighed.

De samme menensker kan ikke forvente mere end den halve indtægt, hvis de bliver
ledige. Derfor frygter A-kassernes Samvirke, at de vil forlade a-kasserne,
fordi deres incitament bliver for lille. Beregninger viser, at hvis blot 2,5
procent af a-kassernes medlemmer - det svarer til 50.000 medlemmer - forlader
kasserne, vil regeringens forventede sparemål på dette område på 150 millioner
kroner være fordampet, fordi staten så kommer til at mangle indtægter fra disse
50.000 medlemmer. Hvis medlemmerne forlader a-kasserne, kommer staten også til
at miste efterlønsbidrag fra mange af disse medlemmer.

Sekretariatschef i A-kassernes Samvirke, Torben D. Jensen, kalder regeringens
planer for den rene gift for systemet med arbejdsløshedsforsikring og det
solidariske princip, ordningen hviler på.

- Hvis retten til dagpenge gøres indtægtsafhængig, indfører man sociale
kriterier for dagpengene, som er kendt i det sociale system. Men det står i
skærende kontrast til kravet om medlemskab af en a-kasse og et betydeligt
kontingent via a-kasserne til staten. Man kan ikke blande sociale kriterier med
forsikringsprincippet uden at undergrave forsikringsordningen og svække
befolkningens incitament til at være medlem og betale kontingent, siger Torben
D. Jensen.

Oprettet: 09.09.03, kl. 12.29

Redigeret: 09.09.03, kl. 12.29 af Rie Duun


Ophavsret

Udgivet <09.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.