Eurofins fyrer 40
Analysevirksomheden Eurofins lukker tre af sine laboratorier. Omkring 35 HK-medlemmer mister dermed deres arbejde
Den franskejede analysevirksomhed Eurofins lukker sine laboratorier i Aalborg,
Horsens og Odense og fyrer op til 43 medarbejdere, heraf 35 laboranter og
administrative medarbejdere.
Det oplyser faglig sekretær Peter Kragsnæs fra HK/Service i Århus.
- Aftrædelsesordningerne for de afskedigede blev forhandlet på plads i mandags.
Fyringerne sker som led i en større omrokering i virksomheden, hvor der også
oprettes 23 til 28 nye stillinger i de tilbageværende laboratorier. Dem har de
afskedigede medarbejdere fået frist til at meddele, om de vil søge på.
Lukningen af Eurofins laboratorium i Aalborg er den seneste i en lang række
lukninger og fyringer på byens arbejdsmarked inden for det seneste år.
- På kort tid har vi set fyringer på an lang række af byens store virksomheder
bl.a. Aalborg Portland, Aalborg Industries, Eternitfabrikken, Danyard, Estrella
og Teknos. Mange af de fyrede er laboranter, og udsigterne for ny beskæftigelse
for dem er ikke lyse, siger faglig sekretær Knud Andreassen fra HK/Industri i
Aalborg.
- Det vi kan gøre for de af vores medlemmer, der står foran fyringer, er, at
sikre dem så gode aftrædelsesforhold som muligt. Det lykkes nogle steder.
F.eks. fik vores medlemmer hos Estrella fine aftrædelsesordninger, da
virksomheden lukkede tidligere på året. Hos andre virksomheder kan vi desværre
ikke komme igennem med noget som helst. Ellers kan vi gennem HK's
Udviklingscenter tilbyde vores medlemmer gratis kurser i jobsøgning, siger han.
HK Magasinet Delta sætter i novembernummeret fokus på fyringssæsonen på det
danske arbejdsmarked - med udgangspunkt i laboranterne i Aalborg.
Oprettet: 16.09.03, kl. 15.12
Redigeret: 16.09.03, kl. 15.12 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <16.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.