Forsikringer mod ledighed truer dagpenge
Private forsikringer kan påvirke reguleringen af dagpenge-satser.
Flere private forsikringer mod ledighed kan udhule dagpengene fra de
eksisterende a-kasser. Professor Steen Scheuer, Roskilde Universitet, mener, at
en stor udbredelse af private tillægsforsikringer vil påvirke reguleringerne af
dagpengene.
- Hvis 30 procent af lønmodtagerne tegner en forsikring, der giver dem 5.000
kroner ekstra om måneden, kan det bestemt ikke udelukkes, at det vil blive
brugt som argument i en diskussion om, hvordan satserne skal reguleres.
Samtidig er det danske dagpengeniveau på 90 procent af den tidligere
lønindkomst højere end i vores nabolande. Derfor er de 90 procent generelt i
farezonen, og der kan de private forsikringer også komme til at spille en
rolle, siger Steen Scheuer til Ugebrevet A4.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at de højtlønnede grupper af lønmodtagere
mister over halvdelen af deres indkomst ved at gå på dagpenge. Desuden afslører
tallene, at dagpengesatserne i de seneste fem år ikke er fulgt med udviklingen
i lønningerne for de højtlønnede.
Steen Scheuer forklarer den stigende interesse for private forsikringer mod
ledighed med, at mange i dag sidder med meget høje faste udgifter.
- Det specielle ved den danske arbejdsløshedsforsikring er, at den forsikrer
de lavestlønnede bedst. Igennem mange opstramninger gennem årene er det endda
blevet et mindre og mindre attraktivt system for de højtlønnede. Derfor har dem
med de større indtægter et behov for at sikre sig ud over dagpengene, siger
Steen Scheuer.
Han tror dog ikke, at blive en reel trussel mod de eksisterende a-kasser. Det
vil dog komme til at afhænge af, om det de nye forsikringer vil kræve, at
kunderne også er i a-kasse. Hvis det ikke bliver tilfældet, vil der ifølge
Steen Scheuer nok være en mindre gruppe højtlønnede, der vurderer, at de kun
har risiko for kortvarige ledighedsforløb og derfor vil droppe a-kasserne,
fordi dagpengene alligevel ikke giver dem den nødvendige kompensation.
Oprettet: 16.09.03, kl. 09.40
Redigeret: 16.09.03, kl. 09.40 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <16.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.