Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2003 > Kursus gav job til de fleste



Kursus gav job til de fleste

70 procent fik job efter bogholderikursus

Nogle gange er der kontant afregning ved kasse ét, når man som ledig har taget
et kursus. Det var tilfældet for de fleste af 99 ledige medlemmer af HK i
Aalborg, som i foråret og sommeren tog på kursus i bogholderi og lignende.
Efter endt kursus havde 75 af dem arbejde igen. Blandt de 75 var 24 som havde
været igennem et kursus i bogholderi.
Det beretter udviklingskonsulent Orla Kristensen fra HK Aalborgs
udviklingsafdeling, der sammen med konsulentfirmaet Markmann rekruttering og
genplacering står bag kurset.

I kurserne er der indlagt 12 ugers praktik i en virksomhed. Og det er
praktikken, som giver kurserne den store beskæftigelseseffekt, mener Orla
Kristensen.
- De er den udløsende faktor. Virksomhederne mangler måske en medarbejder og
kommer i tanke om praktikanten, som de kender. Eller deltagerne har fået mod på
at søge igen. De har været ledige mere end ét år. Og efter så lang tids
ledighed er nogle af dem måske lidt angste for at søge job. Det kommer de over
i løbet af praktiktiden.

Efter endt kursus er deltagerne klædt på til at varetage jobfunktioner inden
for bogholderi i små og mellemstore virksomheder. Funktioner, der for tiden er
efterspørgsel på. Målgruppen for kurserne er ledige medlemmer med en
kontoruddannelse flair for at arbejde med tal, som det hedder i Aalborg HK's
folder om kurset.
Dem er der flere end nok af i området. Mere end 1.000 kontorassistenter er
ledige i det nordjyske.

Læs mere om situationen for HK-medlemmerne på det nordjyske arbejdsmarked i
november-nummeret af HK-magasinet Delta.

Oprettet: 24.09.03, kl. 12.11

Redigeret: 24.09.03, kl. 12.11 af Kaj Noppenau Sørensen


Ophavsret

Udgivet <24.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.