Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2003 > Sekretæren skal være superadministrator



Sekretæren skal være superadministrator

Kontorarbejde er under pres fra akademikere og teknikere.

Fremtidens kontorarbejde udføres af akademikere og teknikere. I hvert fald til
en vis grad. Det er resultatet af en analyse af fremtidens jobprofiler på
kontorområdet, som er foretaget af Teknologisk Institut for HK-afdelingerne og
Arbejdsmarkedsrådet i Storstrøms Amt.

-Det, vi ser, er, at det traditionelle sekretærarbejde kommer under pres, siger
Gitte Vedel, der har været konsulent på undersøgelsen.
Hvis fremtidens kontorjob skal varetages af personer med en kontoruddannelse,
kræver det både, at den kontoruddannede har evne og vilje til at videreuddanne
sig, og at virksomheden ønsker at give de kontoruddannede den mulighed for
jobudvikling, som er nødvendig.
Rapporten bekræfter resultater af en tidligere undersøgelse som viste, at
omkring en tredjedel af de nuværende kontoransatte er dårligt eller meget
dårligt rustede til den udvikling.

-De kontoruddannede skal både holde fast i kernekompetencerne som
superadministratorer og super-ITbrugere, og samtidig skla de lære sig en del af
den faglighed, som de andre faggrupper på arbejdspladsen har. Sker det ikke,
vil akademikere og andre faggrupper selv overtage en stor del af det
administrative arbejde. Især i perioder med store ledighed blandt akademikere,
siger GitteVedel.
Hun nævner et par eksempler på tendensen:
Det kunne være den administrative medarbejder på en forbrændingsanstalt, der
efterhånden lærer nogle teknikker og beregningsmetoder af de ingeniøruddannede
kolleger. Eller det kunne være socialformidleren på kommunekontoret, der er et
eksempel på en administrativ medarbejder, der bevæger sig i retning af
socilarådgiverens fagområde.

Grunden til at der skal bygges faglighed oven på kontoruddannelsen, er blandt
andet nye måder at organisere arbejdet på. Et farvel til hierarkierne og jatak
til teamstrukturer gør, at den administrative medarbejder skal kunne og ville
meget mere end at være en assistent.
Rapporten er offentliggjort på Teknologisk Instituts hjemmeside, og den skal
give baggrund for bedre karriererådgivning og vejledning af ledige både i
HK-afdelingerne og i hos AF.
Teknologisk Institut vurderer, at resultaterne fra Storstrøms Amt ikke
adskiller sig væsentligt fra situationen på landsplan.

Oprettet: 02.09.03, kl. 13.39

Redigeret: 02.09.03, kl. 13.39 af Rie Duun


Ophavsret

Udgivet <02.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.