Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > September 2003 > Skolepraktik er et springbrædt



Skolepraktik er et springbrædt

Skolepraktik giver bedre jobchancer end jobtræning.

Mangel på praktikpladser har i øjeblikket anbragt ca. 1300 elever inden for det
merkantile område i skolepraktik i stedet for, som planlagt, i praktik i en
virksomhed. Tallet er et sommertal fra Undervisningsministeriet. Det vil
formentlig stige, når et nyt hold elever, bliver de optaget i skolepraktik
først på efteråret. Skolepraktikken bliver ofte beskyldt for at give eleverne
en ringe mulighed for at komme videre i job efter endt uddannelse, men nye tal
fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse viser, at skolepraktikken er
et godt kort at have på hånden, hvis alternativet er ledighed.

Sammenligner man tidligere skolepraktikelever med aktiverede, der har
gennemgået et andet uddannelsestilbud, så står de tidligere skolepraktikelever
med de bedste jobchancer. Seks ud af ti nyuddannede som har været i
skolepraktik finder job, mens andre uddannelsestilbud gav job til lidt over
hver tredje, og offentlig jobtræning kun giver job til hver fjerde. Jobtræning
i en privat virksomhed giver job til lidt mere end halvdelen.

- Det er efterhånden en skrøne, at skolepraktikken ikke giver en ordentlig
uddannelse. Jeg tror snarere, problemet er, at arbejdsgiverne ikke kender ret
meget til skolepraktikken, siger skolepraktikleder Marian Pedersen fra
Tietgenskolen i Odense. Hun har netop modtaget 60 nye elever i
skolepraktikordningen i september, og hun regner med at mange af dem kommer i
praktik i en virksomhed i løbet af det første år.
For det er de færreste, der vil fuldende deres praktiktid i skolepraktikken,
viser tal fra HK's Uddannelses- og arbejdsmarkedspolitiske sekretariat.

Omkring halvdelen af de elever, der starter i skolepraktik, får en anden
praktikplads i en virksomhed, inden den toårige praktikperiode er slut. Ca.
hver tredje elev fuldfører sin uddannelse med to års skolepraktik.
-Jeg hører ikke fra arbejdsgiverne at skolepraktikeleverne har sværere ved at
få job end andre nyuddannede. Vi tilbyder også en uddannelse der er betydelig
mere varieret end de fleste virksomheder kan stille op med, siger Marian
Pedersen.

Oprettet: 24.09.03, kl. 09.41

Redigeret: 24.09.03, kl. 09.41 af Rie Duun


Ophavsret

Udgivet <24.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.