Tankpassere degraderet efter voldgift
Tillæg til stedfortrædere sløjfet trods overenskomst.
Medarbejdere på godt 220 tankstationer landet over har mistet titlen som
stedfortræder og kan nu kun kalde sig almindelige butiksassistenter. Det sker
efter en voldgiftsdom har fastslået, at Dansk Shell og Statoil har snydt
stedfortræderne for løntillæg på mellem 850 og 1.850 kroner om måneden.
De to benzinkæder mener ikke, at de har råd til at give de overenskomstbestemte
tillæg til de medarbejdere, der træder i chefens sted, når denne er fraværende.
- Vi har hele tiden forstået det sådan, at det her tillæg var inkluderet i
gagen for en stedfortræder. Men nu må vi nødvendigvis skære stedfortræderrollen
væk, for det er simpelthen for dyrt. Og det er vi smadderkede af, for det har
fungeret fint, oplyser Statoils informationschef, Søren Bjelke, til Politiken.
Det er helt utilstedeligt, mener faglig sekretær i HK Handel, Øjvind Bejstrup.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 30 år i branchen. En faglig
voldgift føres for at finde ud af, hvem der har ret, men her ter selskaberne
sig voldsomt og vil ikke anerkende afgørelsen, siger han til Politiken.
Stedfortræderne er siden overenskomstens bestemmelse om tillæg blev indført i
2000 hver blevet snydt for op til 70.000 kroner. HK vil nu rejse krav om
efterbetaling af tillæggene i Arbejdsretten.
Oprettet: 10.09.03, kl. 10.27
Redigeret: 10.09.03, kl. 10.27 af Rie Duun
Ophavsret
Udgivet <10.09.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.