Du er her: hk.dk > Temaer > kongres2009 > forside nyheder > HK får stadig flere nydanske medlemmer



HK Kongres 2009

HK får stadig flere nydanske medlemmer

Karin Bancsi glæder sig over, at antallet af medlemmer med indvandrerbaggrund er steget med 19 procent i HK.

- Når vi har hængt lidt med mulen over medlemstilbagegang, så gælder det ikke for vores medlemmer med indvandrerbaggrund. HK har faktisk haft en stor medlemsfremgang de sidste fire år. På kongressen i 2005 havde vi 16.000 medlemmer med indvandrerbaggrund, seneste optælling viser, at HK i dag har 19.000 medlemmer med indvandrerbaggrund, sagde Karin Bancsi i sin beretning.

Karin Bancsi’s beretning var præget af mange holdninger og følelser til integration, uddannelse og ungdommens fremtid.

Danskere med indvandrerbaggrund fik både opmuntring, men også meget konkrete opfordringer til at søge uddannelse fra Karin Bancsi. Samtidig fik regeringen hård kritik:

- Måske skulle jeg smide Lars Løkke over knæet og gi´ ham klask i den bare, indtil han forstår, at straf ikke hjælper – og da overhovedet ikke, når de mennesker, hans regering ønsker at straffe i vid udstrækning, er helt uforskyldte i den situation, de befinder sig i. Vi skal i stedet indgyde håb til vores unge mennesker – de skal vide, at HK hver eneste dag arbejder for, at også de får en mulighed for at nå deres drømmes mål, og HK skal sende et tydeligt signal til vores nydanske medborgere, at vi altid vil kæmpe for et Danmark kendetegnet ved tolerance, rummelighed og lige muligheder for alle.

Debatniveauet i Danmark fik også en seriøs opsang:

- Jeg undres, når jeg hører Søren Pind udnævne det multinationale forbrydersyndikat Hells Angles til forsvarer for danskheden. Og at TV2 News bruger Jørn Jønke Nielsen som min forsvarer for de danske værdier - det vil jeg i den grad gerne have mig frabedt. Udlændingedebatten i Danmark har skabt et samfund, hvor man vil forbyde foreningen Kirkeasyl, mens rockerne udnævnes til frihedskæmpere.

Karin Bancsi lagde ikke skjul på, at talen muligvis var hendes sidste næstformandsberetning i HK. Hun stiller ikke op som næstformand, hvis HK på kongressen vælger kun at have en næstformand fremover.

Af Ole Sønderby Petersen

Oprettet: 07.11.09, kl. 17.03

Redigeret: 07.11.09, kl. 18.02 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <07.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.