Du er her: hk.dk > Temaer > kongres2009 > forside nyheder > HK: Hjælp børn til at få juleminder!



HK Kongres 2009

HK: Hjælp børn til at få juleminder!

De delegerede på HK’s kongres blev mandag opfordret til at melde sig som indsamlere for ASF Dansk Folkehjælp for at sikre julehjælp til de børnefamilier, der ikke har råd til at holde jul.

Der blev et øjeblik helt stille på HK-kongressen, da næstformand Karin Bancsi bad de cirka 400 delegerede om at lukke øjnene og tænke tilbage på deres første jul.
Karin Bancsi gik nemlig på talerstolen for at opfordre dem alle til at melde sig som indsamlere for ASF Dansk Folkehjælp ude på deres arbejdspladser.
- Jeg står foran jer for at appellere til jeres medmenneskelighed og eftertænksomhed. Alle os, der kan huske julen som barn, gør alt for at de nye generationer kan få den glæde og fest, vi selv oplevede. Men 45.000 danske børn kan slet ikke genkende de juleminder, vi kan huske og varmer os på, for de lever under fattigdomsgrænsen. ASF Dansk Folkehjælp giver disse børn muligheden for at få et glimt af den jul ved at dele julehjælp ud, sagde Karin Bancsi.
Skuespiller og sanger Kurt Ravn, der er ambassadør for ASF Folkehjælp, talte også varmt for julehjælpen.
- Jeg håber, I vil være med til at så mange børn som muligt får noget at glæde sig til her til jul.
Vi håber, I vil være primus motorer for at samle ind på jeres arbejdspladser. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan I kan gøre det. Hvis I synger godt, kan I stille jer op i kantinen og få folk til at spytte i bøssen med penge. Hvis I synger dårligt, kan I gøre det samme. Så vil folk sikkert give jer penge for at holde op, sagde han.

46 tillidsrepræsentanter meldte sig straks efter talerne som indsamlere og får en indsamlingsbøsse med ud på deres arbejdspladser.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 09.11.09, kl. 10.05

Redigeret: 09.11.09, kl. 17.00 af Kirsten Marie Juel Jensen

Om ASF Dansk Folkehjælp:
ASF Dansk Folkehjælp samler ind for at kunne yde julehjælp til familier, der ikke selv har råd til at holde jul. Julehjælpen består af en julepakke til 500 kroner med julemad og julegodter, et gavekort på 500 kroner til en legetøjskæde og et gavekort på 500 kroner til en sportsforretning.
I 2008 delte ASF Dansk Folkehjælp 1500 julepakker ud for de penge, der var samlet ind. Der var 2300 ansøgere til julehjælp.

Læs mere:

Her kan du se, hvordan du søger om julehjælp.

Her kan du se, hvordan du melder dig som indsamler.


Ophavsret

Udgivet <09.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.