HK præsenterede mentorprojekt i IKEA
HK vil nu sammen med IKEA og Niels Brock uddanne HK-medarbejdere i IKEA til at være mentorer for butikselever, der har svært ved at at komme ind på arbejdsmarkedet. Projektet blev præsenteret ved HK's kongresåbning lørdag. Se billeder her.
Dig og mig - vi er en del af løsningen. Det var sloganet ved en af HK's tre kongresåbninger, der foregik i IKEA i Taastrup. Her blev et splinternyt mentorprojekt nemlig præsenteret for en gruppe HK-delegerede.
HK skal i samarbejde med IKEA og Niels Brock uddanne en række HK-medarbjedere i IKEA til at tage godt imod nye butikselever, der kan have særligt svært ved at blive integreret på arbejdsmarkedet. Det kan være unge, der har nogle sociale problemer, unge med anden etnisk baggrund end dansk eller unge, der bare har svært ved at komme i gang med et job.
- Vi vil give unge en ny chance, sagde HR-chef i IKEA Danmark, Pernille Hagild.
IKEA er kendt for at satse på mangfoldighed, og det er også det, der har fået IKEA til at gå ind i projektet. IKEA mener, det er en god forretning også at give dem, der ikke umiddelbart kan falde til på arbejdsmarkedet, en mulighed for at falde til på arbejdspladsen som elev.
Og det er Mette Kindberg, næstformand i HK meget glad for.
- Rummeligheden på arbejdsmarkedet er en del mindre, end vi kunne ønske os. Det er klogt set af IKEA at glade medarbejdere giver kunderne et godt indtryk af butikken. Det kunne flere butikker lære af. Vi vil sikre, at unge ikke bare bliver et socialpædagogisk eksperiment, men at de kan få hjælp af medarbejdere, der allerede er på arbejdspladsen, sagde hun, da projektet blev præsenteret.
Udover at mentorerne kan være med til at hjælpe de unge til at færdiggøre deres elevtid og få en uddannelse, mener Mette Kindberg også, at projektet er en fordel for de medarbejdere, der bliver uddannet mentorer.
- De får nogle kompetencer, de kan bruge på mange andre fronter, sagde Mette Kindberg.
Oprettet: 07.11.09, kl. 14.07
Redigeret: 09.11.09, kl. 11.20 af Kirsten Marie Juel Jensen
Klik på billedet her for at se slideshow fra IKEA-åbningen
Fakta:
Mentorprojektet begynder i februar 2010. Her skal seks elever med særlige behov fra Niels Brock handelsskole i København udvælges til at være butikselever i IKEA Taastrup - og så får de tildelt en HK-medarbejder som mentor.
IKEA har nu fire varehuse i Danmark og har 1800 ansatte.
Ophavsret
Udgivet <07.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
