Du er her: hk.dk > Temaer > kongres2009 > forside nyheder > HK vil af med omstridt regel



HK Kongres 2009

HK vil af med omstridt regel

HK rasler med sablen forud for de kommende overenskomst- forhandlinger: Hvis ikke den omstridte 50 procents regel, som forhindrer HK i at få overenskomst på en lang række virksomheder, fjernes, vil HK sige nej til overenskomstresultatet.

- Bisserne ovre i Dansk Industri gør alt for undergrave overenskomsterne – det skal de ikke have mulighed for længere. Det er altafgørende at vi fjerner 50%-reglen.

HK/Privats formand Karin Retvig kridtede banen op for de kommende overenskomstforhandlinger, da hun søndag gik på talerstolen på HK-kongressen i Falkonercentret i København.

50 procents reglen siger, at HK skal mønstre mindst 50 procent af de ansatte inden for det administrative område for at få overenskomst på virksomheder, som er medlem af en arbejdsgiverforening.

- Dansk Industri gør alt hvad de kan for at undergrave vores overenskomster. Som det eneste forbund, skal vi dække 50 procent af medlemmerne på en virksomhed for at kunne kræve en overenskomst – og når vi rent faktisk har medlemmer nok, gør arbejdsgiverne alle mulige krumspring for at undgå overenskomst alligevel, sagde Karin Retvig.

- Hvis der kommer et forhandlingsresultat uden afvikling af 50 procents reglen, så stemmer vi nej, bebudede Karin Retvig.

HK er med i forhandlingerne om overenskomstfornyelsen med Dansk Industri sammen med blandt andre 3F og Dansk Metal.

Af Niels Møller Madsen

Oprettet: 08.11.09, kl. 11.46

Redigeret: 08.11.09, kl. 15.36 af Niels Møller Madsen


Ophavsret

Udgivet <08.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.