Fortælling: De holder øje med os

Tekst af Malene Mølgaard

Fotos: Lisbeth Holten

Lussingen svier på Janes kind. Hun dukker sig og når lige at undvige det næste slag, mens den unge mand råber: ”Jeg slår dig fandeme ihjel!”

Han vender sig om mod hylden med pjecer og aviser ved siden af skranken og fejer aggressivt det hele ned på linoleumsgulvet.

”Møgkælling!”

Janes kolleger i borgerservice står forstenede langs væggene, mens den spinkle midaldrende kvinde forsøger at krybe i ly bag skranken. Det er lige efter lukketid, og de fleste er i gang med at afslutte bunkerne fra dagens møder og samtaler med borgerne, da den 22-årige sniger sig ind og går amok. Han er rasende over at have fået afslag på kontanthjælp.

Han lugter af sved - og øl. Jane glemmer det aldrig.

Det er to år siden nu. I mellemtiden har kommunen indrettet borgerservice med mere lys og plads, og diskretionslinjen er flyttet længere væk fra skranken. I venteområdet er der sikkerhedsvagter samt en storskærm, som viser filmklip og information om kommunen. Ingen borgere får lov at gå ind i sagsbehandlerområdet på egen hånd. Døren er låst, alle har alarmknapper under skrivebordene, og mødelokalerne har glasvægge og er forsynet med videokameraer, som konstant overvåger og optager samtalerne. Den nye indretning har givet langt færre episoder med voldelige borgere. Og krisepsykologen gav Jane mod på at vende tilbage til arbejdet. Alligevel flakker den 44-årige sagsbehandlers øjne, og hun skal koncentrere sig om ikke at løfte hænderne op foran ansigtet, hvis en borger gå for hurtigt hen mod hende eller hæver stemmen.

Kvinden og detektiven
Denne onsdag formiddag er der nu ikke noget at være nervøs for. Jane har møde med en ung, veltrænet kvinde med en usædvanlig forespørgsel.

”Jeg vil gerne have hemmelig adresse. Hvordan gør man det?”, siger hun nærmest undskyldende.

I mødelokalet, der er indrammet af glasvægge, forklarer kvinden Jane – og kameraet, der peger på dem fra et hjørne i loftet – at hun indtil for nylig arbejdede i en bagerforretning - men blev sygemeldt. Bageren troede ikke på hende og satte en detektiv til at overvåge hende. Detektiven lurede uden for hendes lejlighed og fulgte efter hende på gaden. Han orienterede arbejdsgiveren om private detaljer som, hvornår hun havde besøg af sin kæreste, hvilket tøj hun havde på, at hun rystede dyner og lavede aerobic i stuen.

”Det vil jeg aldrig udsættes for igen. Jeg har det, som om nogen altid følger efter mig på gaden, og jeg tør ikke være hjemme uden at trække gardinerne for”, siger den unge kvinde til Jane, som nikker og tænker: ”Jeg ved, hvordan du har det”.

Med tiden er nogle borgere blevet så mistroiske, at de har båndoptager med til møde i borgerservice. Hver et ord skal overvejes.

”De holder øje med os alle sammen”, tænker Jane.

Elektroniske fodspor
Efter frokost sætter Jane sig ved computeren og sender en hurtig mail til sin mand, Henning.

”Sørger du for aftensmad? Jeg skal i Matas for at købe en fødselsdagsgave til mor”, skriver hun og tøver lidt, før hun fortsætter på tasterne:

”- og hvordan gik mødet? Hvad fik du at vide?”

Samme formiddag har Henning, der er lagerekspedient på et større engroslager, været til møde med sin chef og en fra it-afdelingen. Det viser sig, at de i de seneste uger har fulgt hvert eneste elektroniske fodspor, som han har sat i og uden for virksomheden, fordi han har opført sig ”mistænkeligt”.

It-afdelingen har simpelthen overvåget, hvornår han har stemplet ind om morgenen med sit elektroniske adgangskort, og hvilken tid han har stemplet ud igen. De har registreret, at han har logget ind på det elektroniske lagersystem på usædvanlige tidspunkter – for eksempel om aftenen og i weekenderne. Selv hans mails har de læst med på i det skjulte. Og arbejdsmobilens GPS har været aktiveret for at finde ud af, hvor han har været hvornår.

Henning svarer tilbage med det samme. I emnefeltet på mailen står der ”privat”. Så er det nemlig ikke i orden, at chefen læser med.

”Jeg forklarede dem, at jeg ikke havde det godt med at uddelegere ansvaret for at holde øje med de opgaver og ordrer, jeg havde sat i gang, og det var derfor, jeg kom ind om aftenen og loggede på varelageret”.

Henning nærmer sig de 50, og står derfor ikke allerforrest i køen til nye job, hvis han skulle blive sparket ud her midt i finanskrisen.

”Så det endte godt. Først troede jeg på grund af stemningen, at jeg skulle skrive under på en fyreseddel, men jeg gik s’gu derfra med en bonus og et klap på skulderen for godt arbejde!”

Jane smiler. Henning er virkelig også den mest pligtopfyldende og samvittighedsfulde mand, hun kender. Hvor er det dejligt med en ekstra portion penge. Så kan de måske give et tilskud til Anders’ kørekort på hans 18-års fødselsdag!

Stemmen i metroen
Jane sukker, da hun ser sin cykel i stativet uden for kommunekontoret. Baghjulet er fladt. Det småregner og er ved at blive mørkt. Heldigvis er der ikke langt til den nærmeste metrostation, så hun trækker cyklen derhen og køber en billet til sig selv og sin cykel. Egentlig er det spærretid for cykler her sidst på eftermiddagen, men hvad skal hun ellers gøre? Da hun står og venter på perronen, siger en automatisk stemme i højtaleren: ” - Det er ikke tilladt at medbringe cykler mellem 15.30 og 17.30”. Hun ser ned på de grå fliser og lader som ingenting. Men der går ikke mange minutter, før stemmen lyder fra højtalerne igen. Og igen. Og igen. Måske 10 gange.

Jane spejder op mod et af de i alt 250 overvågningskameraer, der er på metrostationerne. Alle sammen er udstyret med motor, så de kan styres fra kontrolrummet, hvor tv-skærme konstant viser billeder fra de 22 stationer. Hun tænker: ”Er det fordi, de kan se, at jeg bliver stående med min cykel, at de bliver ved med at afspille den meddelelse? Er det fordi, de kan se mig og siger ”fat det nu, kvinde, gå med din cykel”? Eller er det bare altid i myldretiden, at de afspiller den så tit?”

Hun ser rundt på de andre ventende passagerer. En står med en rygende cigaret i hånden, selvom det er forbudt på stationerne.

”Der er nogen, der er rigtig trætte af, at jeg ikke går igen”, tænker Jane og føler sig et øjeblik godt og grundig irriteret, for hun kan jo ikke svare stemmen og sige ”prøv lige at høre. Det er kun en tur på ti minutter, og jeg har købt billet!”

Fyret på grund af lipgloss
Jane smiler, da hun går gennem skydedørene til Matas-butikken på Kongens Nytorv. Hun elsker at købe gaver.

Mens hun står ved hylden med antirynkecremer, overhører hun en diskret samtale mellem de to salgsassistenter bag disken.

”Har du hørt, at Karina blev fyret nytårsaftensdag? Og dagen før blev hun ringet op af vores chef, der sad derhjemme ved computerskærmen og fulgte med i alt, hvad hun lavede i butikken. Han så, at hun stod her ved disken og tog lipgloss på, og det ville han åbenbart ikke have, at hun gjorde, når der var kunder. I stedet for at drive den af skulle hun se at få hevet nogle kunder ind i butikken, sagde han!”

Den anden ekspedient tager hånden op foran sin perfekt malede mund og udbryder ”Neeeej!”, mens hun ser op på kameraet, der konstant kigger ned på disken. Hun vidste da godt, at arbejdspladsen blev overvåget, men troede det var for at forebygge tyverier og røverier?

Jane tænker for sig selv: ”Det er da alligevel utroligt. Er det ikke en del af den unge piges arbejde at se godt ud? Nå, men jeg er i hvert fald glad for kameraerne på min arbejdsplads. Der kunne de aldrig finde på at bruge overvågning på den måde”.

I ly af natten
Da Jane kommer hjem til parcelhuset i forstadskvarteret, stopper hun overrasket op. Der er lys i køkkenet. Huset burde være tomt. Måske er Henning kommet lidt tidligere hjem, når nu det er ham, der står for aftensmaden i dag?

Ved køkkenbordet sidder hendes søn Anders forstenet med jakken på. Han burde have været på sit fritidsjob i den lokale discountbutik nu - men butikken er tom. Kollegerne er gået hjem i protest, og Anders har gjort det samme.

Det viser sig, at der har været et stort, uforklarligt svind i butikken. Hele butikken er blevet overvåget, uden at nogen af de ansatte har fået noget at vide. Kameraerne er blevet sat op om natten, hvor ingen var på arbejde. Det er helt tilfældigt, at det er blevet opdaget i dag, fordi der kom en faktura for opsætning af udstyret.

Jane sætter sig ved køkkenbordet. Hun prøver at forklare, at det jo kan være i en god mening. At kameraerne måske er der for at undgå røverier.

”Far blev kaldt ind til samtale i dag, fordi ledelsen mente, han opførte sig mistænkeligt og måske stjal fra varelageret. De havde overvåget ham i nogle uger på computeren, men det beviste bare, at han ikke havde noget at skjule. Det er jo betryggende, at det også kan bruges på den måde”.

Anders stirrer på hende og ryster på hovedet, mens han hvæser:

”De holder øje med os. Der var også et kamera i omklædningsrummet!”