De grønne pigespejdere har meldt ud, at man ikke længere vil have duelighedsmærker på spejderuniformen. Begrundelsen er, at mærkerne taler ind i en præstationskultur blandt unge, og at det at gå til spejder skal være et frikvarter for pigerne.

Jeg blev simpelthen både træt og vred i hele kroppen, da jeg hørte nyheden .

Umiddelbart er det jo en sympatisk og helt sikkert velment handling. Et højt antal piger og unge kvinder i dag er hyperopmærksomme på, hvad de viser verden med deres fremtoning. Det kunne derfor synes oplagt - og ja vel nærmest den ultimative gode spejdergerning, at fjerne mærkerne.

Jeg er dybt uenig.

Det bekymrer selvfølgelig også mig, at der er mange unge og desværre flest piger, for hvem sociale medier udseende, fremtidsdrømme og fx karaktererne i skolen kan føde ind i en usund præstationskultur.
Men det betyder ikke, at der er noget galt med at gøre en indsats eller kæmpe for noget. Og blive belønnet for det og være stolt af det. Lære at bygge et bål og få ild i skidtet. Det er umiddelbart og mærkbart i modsætning til overfladepræstationerne, der giver hurtige likes. DEM skal vi til gengæld tale meget mere med vores unge om.

Så kære spejdere, forældre, lærere og alle andre: Det er skrupforkert at tage duelighedsmærkerne væk.

Selvfølgelig skal man med ære kunne bære et mærke for at have gået hike på 12-25 km eller for at have lært sig morsesystemet. Problemet set fra min plads, også som mor til en 13-årig pige, er nærmere, at vi fortsat opdrager vores piger i en slags flinkeskole, hvor man ikke må fylde eller blære sig med en god karakter.

Og den misforståede beskyttelse af pigerne giver i værste fald også en adfærd, som tages med ind i voksenlivet. Og når kvinderne så kigger langt efter deres del af løn- og forfremmelseskagen, så vender samfundet fuldstændig på en tallerken og beder de unge kvinder om at ’mande’ sig op og kræve deres ret.

På arbejdsmarkedet er det nemlig et grundvilkår, at man kan fylde og gøre sine resultater synlige. Og alt for mange kvinder er for pæne til at bede om det, de egentlig er værd. En pointe, som fremhæves gang på gang i den offentlige debat, hvor kvinder får at vide, at de ikke beder om nok eller gør os synlige nok til at blive taget i betragtning, når kampen står, og der skal uddeles goder, løn og forfremmelser.

Hos spejderne bærer man heldigvis præstationer tydeligt på skjorteærmet. Det kunne vi voksne kvinder lære noget af. Se en fordel i at bære vores sejre og resultater synligt på arbejdstøjet og turde tale højt om dem. Vi vil i hvert fald blive sværere at forbigå.

Så tilbage på ærmerne og brystet med duelighedsmærkerne. Lær samfundet og os selv, at kvinder og piger godt må fylde og vise deres resultater frem. Præcis ligesom vi dekorerer soldater og uddeler pokaler og medaljer for sportspræstationer.

Det er også vejen til grundlæggende ligestilling.