Berlingskes leder mandag d. 6. januar beskæftiger sig med det betonsocialdemokratiske i, at beskæftigelsesministeren vil se nærmere på private forsikringers udbredelse, herunder forstås fradragsretten for disse. Som læser mærker jeg passionen fra lederskribenten med samme tydelighed som den, jeg oplevede, da jeg forstod det omhandlede produkt.

Produktet er ASE’s private lønforsikring for særligt udvalgte lønmodtagere. De potentielle kunder skal blandt andet være mellem 35 og 58 år, have specifik uddannelsesbaggrund og have haft arbejde med mere end 30 timer pr. uge i Danmark i mindst de seneste 2 år. Danskere, som formentlig ligger ret lunt i svinget og har en forholdsvis lav risiko for at blive ledige. Disse heldige slipper så til gengæld for at være omfattet af a-kassernes regler og for at have nogen pligter over for samfundet i forbindelse med ledigheden. Et af de store salgsargumenter er, at de ikke skal på jobcenteret og stå til rådighed dér. De får dog stadig fuld fradragsret på udgiften, på lige fod med den stærkt regulerede, solidariske og forpligtende dagpengemodel.

Hvorfor mon vi i fagbevægelsen går så højt op i det? Kan vi ikke bare lade dem, der ønsker det, vælge den løsning i stedet for en ”rigtig” a-kasse? Svaret til det sidste er, at enhver må vælge for sig. Men ikke samtidig med, at man får tilskud fra fællesskabet, her i form af et skattefradrag.

Uden pligter bliver samfundet et tag selv-bord for dem, der klarer sig fint selv. Fra min stol glæder jeg mig over en beskæftigelsesminister og en regering, der passer på vores solidariske samfundsmodel, og på at den hænger sammen - ikke bare nu, men også om 100 år. Den model misunder mange os, men den kræver også sit. Dels er vi solidariske, dels træffer regeringen økonomiske beslutninger i samme retning, som minimum i hvert fald ikke modsat.

For at en udgift har fradragsret, må den være midlet til en eller anden form for fælles mål. Ikke blot være til gavn for den enkelte, og slet ikke samtidig være til skade for andre eller for selve den model, vores samfund er bygget på. Den må derudover kunne gøres til genstand for regulering på lige fod med dagpengene.

Det er ikke tilfældet med en privat lønforsikring uden forpligtelser for de særligt godt stillede, og derfor bør den miste fradragsretten. Ikke af misundelse. Ikke fordi vi ikke bryder os om de gode, stærke lønmodtagere, der kan have glæde af den, eller fordi vi ønsker at presse dem til andre valg. Alene fordi sammenhængskraften svækkes med. Varen kan være på markedet, men kunden må betale prisen selv.

Det er korrekt, at dagpengene tidligere var hægtet helt fast til de faglige a-kasser og dermed også til fagforeningerne. Sådan er det ikke mere, og det er et vilkår. Der er frit valg, og så længe det foregår på ens vilkår og med de samme rettigheder og pligter, er det i princippet uproblematisk. Der er heller ikke særlig stor forskel på selve a-kasse-kontingentet imellem de forskellige typer foreninger, så prisen er ikke et større konkurrenceparameter i dén forbindelse. Men der er meget langt derfra og til at lade de samme fordele gælde for uregulerede, uforpligtende private forsikringer.

Ferie med løn, 6. ferieuge, lønnet barsel, 37 timers arbejdsuge er eksempler på, hvad rigtigt fællesskab kan præstere. Resultater og fremgang, som ikke kun påvirker den enkelte, men hele samfundet. Vi udvikler os, nogle gange for langsomt, men vi gør det. Og vi finder os gerne i konstruktiv kritik, er endda taknemmelige for den. Men vi vil også tillade os at råbe højt, når private goder for de vellønnede og velpolstrede bliver solgt som andet end det. Og tilmed (indtil videre) bliver belønnet med skattefradrag.

Hvis et firma vil kalde sig en fagforening, tillader jeg mig helt blåøjet at forvente, at de initiativer, firmaet tager, taler ind i den danske model. Forudsætningen for modellen er, at vi kollektivt skaber resultater, der gavner både stærke og svage. Forudsætningen er fagforeningerne. Og at der altid følger en pligt med en rettighed.