Arbejdsklausuler er til for at forhindre, at privatansatte medarbejdere der udfører arbejde for eksempelvis offentlige instanser får mindre gunstige løn- og arbejdsvilkår end dem, der gælder for arbejde af samme art under en kollektiv overenskomst. Fordi vi naturligvis ikke kan have, at vores skattekroner bruges til social dumping, ej heller til at modarbejde den model hele vort samfund bygger på. Det er der angiveligt bred enighed om blandt de fleste politiske partier, med undtagelse af nogle få.

Så langt så godt. Det skal i øvrigt nævnes, at arbejdsklausuler ikke bare er en fiks ide vi har set os varme på i fagbevægelsen - de er faktisk lovpligtige i alle kontrakter, som det offentlige indgår med private leverandører. Som sagt, så er de gode intentioner på plads.

Men her ender glæden ved systemet også.
For én ting er regler, intentioner og pæne ord på papir.

D. 4. juni rettede statsrevisorerne en særdeles skarp kritik mod selve staten for at sjuske med loven. Dette er for det første sket ved, at staten i al for høj grad helt forsømmer at indføre de lovpligtige arbejdsklausuler i kontrakter med private leverandører, endda i brancher med højrisiko for brud på kontrakter. For det andet har man ikke at kontrolleret, at leverandører lever op til kravene i samme klausuler, hvor de eksisterer. Staten overholder altså ikke loven på dette ret væsentlige punkt.

Når man kigger på tallene, så taler de deres tydelige sprog: Selvom det er lovpligtigt, så har 26 % af departementerne og 39 % af styrelserne i staten ikke skrevet en arbejdsklausul ind i kontrakter med private leverandører på bygge- og anlægsområdet og på det grønne område.

Samtidig er kontrollen af om leverandører så overholder reglerne nærmest ikke-eksisterende. 78 % af ministerierne og styrelserne kontrollerer slet ikke om arbejdsklausuler (hvor de er indføjet) bliver overholdt.

Prøv lige at kigge på de tal en gang til. Det er altså staten, der selv hverken overholder loven eller kontrollerer, at den bliver overholdt. Og her taler vi altså ikke om unødigt bureaukrati eller skinbestemmelser. Arbejdsklausulerne skal blandt andet sikre, at staten og det offentligt ikke er aktiv indkøber af arbejdskraft, der bliver udsat for social dumping.

Nu har statsrevisorernes undersøgelse særligt drejet sig om arbejdspladser, hvor der erfaringsmæssigt er størst risiko for social dumping og brud på arbejdsklausuler. Statsrevisorerne definerer det selv som brancher, der beskæftiger ufaglærte og udenlandske arbejdstagere. Det er brancher, som der SKAL være styr på. Men jeg lægger også mærke til, at det i statsrevisorernes bemærkning også fremgår, at man i perioden 2015-2019 slet ikke har ført kontrol med overholdelsen af arbejdsklausuler på 4 ud af 5 udvalgte indkøbsaftaler. Her gælder det så områder som vagtordninger, flytning, konference samt trykkeri, kopi og print.

Det går da virkelig ikke!! Og det må som minimum kalde på en ordentlig portion selvransagelse i de statslige institutioner, der har pligt til at kontrollere og ikke mindst i de ministerier, der indkøber uden aftaler. Jeg vælger at tro, at dette ikke handler om intentionel forsømmelse, men med statsrevisorernes skarpe kritik klingende i ørerne, så skal der ryddes op og rettes op nu. Det, som vi har været vidne til denne gang, kan vi til nøds afskrive som et absurd sjusk.

Nu ser jeg frem til, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, på et samråd fredag, skal svare på, hvilke tiltag, som han vil iværksætte for imødegå kritikken. Staten indkøber årligt for 42 mia. kr. Hvis der ikke bliver rettet op, så risikerer vi, at staten i sidste ende bliver den største aktør, når det kommer til at dumpe løn og sociale vilkår. Og det er fuldstændig uacceptabelt. Særligt, når både de gode intentioner og lovgivningen er på plads. Det er trods alt skattekroner – der bruges til at undergrave vores samfund.