Ligestillingsminister Mogens Jensen oplister i et interview på Mandag Morgen i denne uge, hvad han ser som de fire største benspænd for ligestillingen: For få kvinder i topledelsen, mænd tager en for lille del af barselsorloven, et for kønsopdelt uddannelsessystem og manglende rettigheder til LGBTI-personer.

De fire benspænd præsenteres sammen med en udmelding om, at regeringen - eller i hvert fald Mogens Jensen – har store planer for den kommende politiske sæson. Det er sød musik - eller næsten, for undskyld, Mogens, men jeg synes, vi har hørt lignende før. Så selv om de gode hensigter burde få mit ligestillingspolitiske hjerte til at banke lidt hurtigere, bliver jeg alligevel lidt mismodig, når jeg læser hele interviewet med ligestillingsministeren på Mandag Morgen.

For jeg er jo enig i, at de nævnte benspænd findes - og det er på tide, at vi får gjort op med dem. Men når jeg gennemlæser ministerens udtalelser, står jeg ikke umiddelbart tilbage med indtrykket af en minister, der er klar til ret meget andet end de sædvanlige hensigtserklæringer og pynte-alliancer.

Fx skal vi ikke langt hen i interviewet, før ministeren adspurgt om kvoter understreger, at han helst vil gå ad frivillighedens vej, når det kommer til at få flere kvinder ind i bestyrelser og i topledelsen.

Det har vi prøvet!!

Problemerne med både de manglende kvinder i ledelseslag og bestyrelser, manglende ligeløn, skævhed i uddannelsesadgang, generel underkendelse af kvinders evner og værdi, seksuelle krænkelser, urokkelig fædreandel af barslen og alt det andet kan selvfølgelig ikke udelukkende løses med struktur i form af fx kvoter og lovgivning. Der skal også en gennemgribende kulturforandring til. Men er spørgsmålet ikke, om vi efterhånden har ventet længe nok på, at det sker af sig selv uden strukturelle ændringer?

Det er nemlig ikke godt nok, at vi læner os tilbage og bare venter med handling, til EU tramper det igennem, som de har gjort med barsel. Vel tværtimod nærmest pinligt?

Vi er nødt til at tale højere om, at ulige behandling er uacceptabelt og ulovligt, og så må der altså konkrete politiske krav på bordet. Barslen skal fordeles bedre. Der skal stilles klare krav til, at uddannelsesvejlederne selv er tilstrækkeligt uddannet til at vejlede vores unge kønsblindt, og måske skal der endda være mere gennemsigtighed i vejledningen. Og ja, der skal flere kvinder i ledelser og bestyrelser, men de skal dælme også kunne forvente at få den samme løn for det samme arbejde - på alle niveauer.

Vi har brug for en ligestillingsminister, der ikke er pakket ind i fiskeri, fødevarer og nordisk samarbejde. En ligestillingsminister, der både råber højt og længe, men også rummer handling!

Jeg er slet ikke i tvivl om Mogens Jensens engagement og gode intentioner, men når udgangsbønnen i interviewet også kommer til at handle om, hvor begrænset ministerens reelle lovgivningsmæssige ansvar er, så er det på tide, at vi stiller spørgsmålet: Er det største benspænd for ligestilling i Danmark i virkeligheden mangel på reel politisk vilje?