Finanssektorens Arbejdsgiverforening har været ude at sige, at man ser store muligheder i hjemmearbejde. Virksomhederne har indset, at der faktisk bliver produceret endda særdeles tilfredsstillende, når opgaverne flyttes ud af de larmende storrumskontorer og hjem i privaten.

Hjemmearbejde har vist sig en del bedre end sit rygte. Og det glæder os i HK Privat, at HK’erne nu på flere arbejdspladser får den mulighed, at en del af arbejdstiden kan foregå hjemmefra.

Vi er for så vidt også enige med cheføkonom Mads Borregaard fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening i, at der formentlig kan være et positivt bidrag til samfundsøkonomien, sjusset på en gevinst på alt fra ingenting på 4. mia. må Borregaard selv stå på mål for. Men der vil også være væsentlige klimagevinster at hente, når færre af os skal transporteres.

Så langt så godt.

Men så stopper enigheden også. For det bliver tydeligt til sidst, at Borregaard mener, at det vil være en stopklods for virksomhederne, hvis ikke man lemper Arbejdsmiljøloven, så den såkaldte en-dagsregel gøres til en to-dagsregel. Det er vi lodret uenige i.

Beskyttelsen i arbejdsmiljøloven betyder på ingen måde, at der skal slæbes hundedyre hæve-sænkeborde ind i enhver lejlighed eller parcelhus beboet af en funktionær. Langt fra. Men ja, det er et krav, at man kan have en passende arbejdsstilling og fx skal have et eksternt tastatur og en mus, når man bruger sin bærbare computer.

Vi skal nemlig ikke sidde dag ud og dag ind i ukomfortable stillinger med skuldrene oppe om ørerne og hovedet usundt sænket. Og det er et reelt problem - 33 procent af HK’erne angiver i en Epinion-undersøgelse fra juni, at den største ulempe ved hjemmearbejde er gener efter dårlige arbejdsstillinger.

Kravene i Arbejdsmiljøloven er hverken dyre eller komplicerede, og hjemmearbejde er kommet for at blive. Så lad os sikre os, at det sker på en sund og forsvarlig måde. Det er der rigelig mulighed for med de nuværende regler.