I juli vandt vi i HK en sag om seksuel chikane i byretten for et medlem. Det er ubegribeligt nok i sig selv en nyhed. Sager om seksuel chikane forliges nemlig ofte uden for retslokalet, fordi bevisbyrden er så pokkers svær at løfte - eller værre endnu: På trods af chikane bliver der aldrig en sag ud af det. Offeret føler sig alene, krænkelserne foregår i det skjulte, og der er ofte trusler om, at det bliver værre, hvis man går videre med det.

I denne sag stod bevismaterialet dog usædvanligt stærkt.

Vores kvindelige medlem var blevet angrebet via telefonopkald og sms’er 20-50 gange om dagen af en mandlig kollega, der enten onanerede eller simulerede onani. Samme mand havde også overfaldet hende på et toilet på arbejdspladsen. Manden, kollegaen, er endda blevet idømt syv års fængsel for at have voldtaget hende flere gange i hendes eget hjem! Denne del - hvor sindssyg og krænkende den end måtte være - var dog ikke direkte en del af HK’s sag, da den ikke foregik på arbejdspladsen.

Men på trods af sejren kommer dette debatindlæg desværre ikke til at være en sejrsrunde over dommen. Den har vi nemlig anket.
For i denne for os åbenlyse og voldsomme sag, hvor en arbejdsgiver endelig bliver dømt for ikke at leve op til kravene om at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø, krævede vi i HK en godtgørelse på 150.000 kr.
Erstatningen til kvinden blev udmålt til sølle 25.000 kr.

25.000 kr.!

Det var erstatningen for at være på en arbejdsplads, hvor dette kunne foregå. Det er den godtgørelse, som vores medlem nu står tilbage med, voldsomt krænket - og dertil uden arbejde og i en situation, hvor der skal mere end en del heling til, før hun er klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det må - kan - skal vi som samfund simpelthen ikke acceptere!

Den, der udsættes for chikane bærer i forvejen på så megen skyld, skam og smerte, at det er næsten ubærligt. Hun, for det er som oftest en kvinde, står samtidig ofte alene med sin historie. Hertil kommer, at konsekvensen ved at stå frem stort set altid er at miste sit arbejde, uanset hvor længe og hvor godt man har passet det. Det ender med en opsigelse, eller at kvinden selv er nødt til at forlade jobbet enten for at få stoppet chikanen, undslippe kollegernes reaktioner, eller fordi hun bare er kørt helt i bund menneskeligt.

Ved den seneste stramning af ligebehandlingsloven, som trådte i kraft i 2019, blev det ellers betonet, at godtgørelserne ved seksuel chikane skulle stige - så ambitionen fra politisk hold er gennemsnitligt 33.000 kroner. Halleluja! Det er jo fortsat et latterligt lille beløb.

For det første fortæller godtgørelsesniveauet noget om, hvad vi som samfund takserer krænkelser til. For det andet, mener vi, at niveauet er nødt til at være af en størrelse, der faktisk sørger for, at arbejdsgiver har et reelt incitament - lad os bare kalde det en ordre fra offentligheden - til at løfte sin pligt til at forebygge og forhindre chikane. Endelig skal godtgørelsen også give offeret en reel chance for at komme på benene igen.

Trods det uacceptable godtgørelsesniveau glæder vi os i HK over, at dommen i byretten stadfæster, at det er et uomgængeligt krav til det sunde og sikre arbejdsmiljø, at det naturligvis er chikanefrit. Arbejdsgiver er direkte ansvarlig, hvis vedkommende ikke har gjort tilstrækkeligt for at forebygge krænkelser.
Det er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok.

Penge gør ikke de krænkede kvinder hele igen. Men niveauet bør vise, at vi som samfund tager offeret seriøst, og at der også økonomisk er et sikkerhedsnet for dem, som vælger at stå frem med disse sager. Hvis vi ønsker at komme seksuel chikane til livs, skal ingen af disse godtgørelser i grelle sager være på mindre end et sekscifret beløb.

Og det er en kamp, der fortsætter.