Mandag d. 28. september mødtes ligestillingsminister Mogens Jensen med arbejdsmarkedets parter og deriblandt HK for at drøfte, hvad der konkret kan gøres for at stoppe sexisme og seksuel chikane på de danske arbejdspladser. Ministeren ønsker sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne, at der skal ske en kulturændring i virksomhederne, og han har på forhånd stillet sig parat til at se på konkrete lovændringer.

Og det er helt centralt, at der politisk åbnes for, at vi skal se på lovgivningen. De høflige henstillinger er afprøvet, og de rykker desværre ikke det store. Det vender jeg tilbage til.

For selv om der formentlig altid vil være nogen, der råber op om, at man ikke kan lave regler for, hvordan vi taler med hinanden, og ”om man nu ikke må flirte eller give et kompliment mere?”, så er der flere steder, hvor vi kan tage fat, uden at vi begrænser den gode stemning mellem kolleger på arbejdspladsen. 

Og lad mig for en god skyld vende det om og sige: Der vil fortsat være fint plads til komplimenter og flirt. Mange mænd og kvinder finder hinanden på de danske arbejdspladser hver dag. Men jeg har mere end svært ved at tro på, at forholdene er startet med en klam eller nedsættende bemærkning. Så mon ikke vi formår at finde en ordentlig måde at være sammen på, uanset at vi får bedre styr på de lovregulerede dele af bekæmpelsen af chikane? Godt.

Helt konkret har Danmark nemlig noget af et efterslæb, når det kommer til at få skrevet retningslinjer og procedurer for seksuel chikane ind i virksomhedernes personalepolitik. Mediet A4 har fx beskrevet, at Danmark i Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs såkaldte ESENER-undersøgelse fra 2019 placerer sig bag Norge, Sverige, Finland og Island, når det kommer til at få styr på personalepolitikken. I de andre nordiske lande har 83-90 % af virksomhederne procedurer for at forebygge mobning og chikane, herunder seksuel chikane. Det har kun 65 % af de danske virksomheder.

Og det er på trods af, at tidligere ligestillingsminister Karen Ellemann (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i februar 2018 under den første MeToo-bølge sendte et åbent brev ud til alle landets virksomheder med en klar opfordring til at få skrevet retningslinjer om seksuel chikane ind i personalepolitikken.

I dag står vi så stadig overfor, at mere end hver tredje virksomhed ikke har noget i personalepolitikken om seksuel chikane. Så meget for høflige henstillinger. 

Derfor håber jeg, at Mogens Jensen helt konkret vil se på lovgivningen i forhold til at gøre det obligatorisk for virksomhederne at få indskrevet retningslinjer og procedurer i personalepolitikken. Når vores medlemmer ringer ind med sager om sexisme eller seksuel chikane, så er det nemlig en af de ting, de peger på, som mangler i virksomhederne: At der er skrevet nogle klare regler ned, så de ved, hvem de kan gå til, og så de har noget, som de og lederen kan tage udgangspunkt i, når de skal have en i forvejen svær samtale.

Det er ikke fordi, at jeg mener, at en personalepolitik i sig selv stopper chikane. Det gør den desværre ikke. Men et godt arbejdsmiljø starter med, at vi er enige om spillereglerne, og personalepolitikken må simpelthen være en af de lavest hængende frugter, der både vil gavne lønmodtagerne og arbejdsgiverne. For vi må ikke glemme, at arbejdsgiverne i forvejen er forpligtede til aktivt at forebygge seksuel chikane og sikre et chikanefrit arbejdsmiljø.

Udover ønsket om retningslinjer ved jeg, at vi i HK sammen med andre gode fagforbund også kommer med krav om indirekte objektivt arbejdsgiveransvar og forhøjelse af godtgørelse i sager om seksuel chikane og meget andet. 

Mit spinkle håb er, at vi ikke skal stå i en tredje MeToo-bølge igen om tre-fem år. Men hvis vi ender i den situation, så håber jeg, at vi i det mindste kan se tilbage på 2020 som det år, hvor vi rykkede på de ting, der rent faktisk kan flyttes af lovgivning. Det kan ikke være for meget at forlange.