For tre år siden skrev et af vores kvindelige medlemmer, Kamilla, under på et forlig med en virksomhed i forbindelse med en sag om seksuel chikane. Hun skrev under på vores anbefaling, fordi forligssummen var på 25.000 kr., og det var på det tidspunkt den højeste godtgørelse, som kunne opnås i en retssag. Hun skrev også under, fordi vi vurderede, at sagen ville være meget svær at vinde i en retssag, da bevisbyrden ville blive umådeligt tung at løfte. Det er den desværre alt for ofte i sager om seksuel chikane. Men det særlige i denne sag er, at Kamilla samtidig skrev under på en såkaldt fortrolighedsklausul. Det vil sige, at hun forpligtede sig til ikke at fortælle sin historie til nogen. Altså ikke sige noget om, hvad hun havde været udsat for og ikke fortælle, at der var indgået forlig – og det hverken til sin familie, venner, gamle og nye kolleger etc.

I dag er Kamilla ked af, at hun skrev under på forliget. Og derfor har hun været ude og fortælle sin historie i anonymiseret form til flere i medier. I aften gør hun det i TV-Avisen.

Kort tid efter afslutningen af Kamillas sag ændrede vi heldigvis procedure i hele HK, så vi nu udelukkende anbefaler, at man indgår anonymitetsklausuler, i modsætning til fortrolighedsklausuler. Det vil sige, at man gerne må fortælle om sin historie til andre, så længe man holder navnet på virksomheden og de involverede for sig selv. Det betyder også, at vi kan få sagerne frem i offentligheden og bedre sætte lys på problemerne med seksuel chikane på arbejdspladserne. Samtidig beskytter anonymitetsklausuler også dem, der er blevet udsat for seksuel chikane mod at blive omtalt mod deres vilje.

Modsat Kamilla bevarer man altså retten til sin egen historie.

Det hjælper desværre ikke Kamilla, at procedurerne nu er ændret. Hun er bundet af den aftale, der fulgte forliget. Alligevel vælger hun at stå frem, fordi hun ved, at hun ikke er alene. Fordi hun synes det er vigtigt at fortælle historien og sætte fokus på en desværre helt almindelig sexchikanesag. Det er svært at få et overblik over antallet af fortrolighedsklausuler, der er blevet indgået, men Kamilla hjælper så mange ved at stille op og fortælle, hvor hårdt det har ramt hende. Det er et stærkt valg. Derfor håber jeg også, at hendes fortælling vil påvirke de aftaler og forlig, som der indgås fremover. At vi giver ofrene for seksuel chikane en reel mulighed for at føre sagerne til ende, hvis de ønsker det – og samtidig en reel chance for også at kunne bearbejde og tale om, hvad de har oplevet efterfølgende. Langt færre sager, helst ingen, skal lukkes inde i mørket, og forhindre os i at få et retvisende billede af problemernes omfang.
Vi har nemlig brug for at de kommer frem i lyset.