Det er sådan noget, der får en til at vågne meget brat op – og mærke vreden. For, hvis der er noget, som corona-krisen har vist, så er det, at vi kun løser den, hvis vi står sammen – ikke ved at bide ud efter hinanden. Styrken af samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter vidner intet mindre end 14 trepartsaftaler i 2020 om. Jeg har stor respekt og fuld forståelse for arbejdsgivere, virksomheder og selvstændiges frustrationer og frygt for fremtiden i disse tider. Men lige såvel havde jeg faktisk også en forventning om, at man som direktør for en organisation, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, havde bare en flig af et indblik i lønmodtagernes (læs: egne medlemmers medarbejdere og kollegers) situation.

Lønmodtagerne bidrager nemlig allerede. I stor stil. Fordi de gerne vil og i meget høj grad støtter deres arbejdsplads. I løbet af 2020 har vi set mange eksempler på medarbejdere, der går ned i løn, opgiver pensionsindbetalinger, giver køb på lønstigninger og går ned i arbejdstid for at hjælpe deres arbejdsgivere – og naturligvis også for at redde egne jobs. Vi er endda på det private funktionærområde gået med til en aftale om arbejdsfordeling, så arbejdsgivere kan fordele arbejdet mellem flere ansatte, så de flexer mellem dagpenge og løn. Uden deres normale lovmæssige varsel.

Det gør nemlig ikke kun ondt på arbejdsgiverne, når hele brancher lukker ned. Det er ikke kun deres livsgrundlag, der forsvinder. Ofte står der også en større eller mindre gruppe ansatte, der kan se det job, som de har viet deres liv til, mødt deres ægtefæller på, uddannet sig til, holdt af og holdt ved, forsvinder.

Man behøver ikke eje virksomheden for at smertes over, at den bløder eller ligefrem bukker under.

Hvis man ikke har opdaget dette endnu, så kan man jo tage en tur ud til Københavns Lufthavn og Kastrup og tale med nogle af de mange, der enten er røget i de utallige fyringsrunder, som corona har bragt med sig eller som hver dag frygter, at det snart bliver deres tur.

Hjælpepakkerne har været nødvendige og er det fortsat stadig. Og de har holdt hånden under virksomhederne i en grad, hvor vi ser markant færre konkurser end tidligere år. Også for virksomheder der uden corona havde været lukningstruede. Det er penge, som staten udbetaler til virksomhederne. Og så vidt jeg ved, så står lønmodtagerne fortsat for de største skatteindbetalinger til staten.

Derfor undrer det mig også, at Jakob Brandt både i aviser og på TV buser frem med udtalelser om, at lønmodtagerne er uberørte af krisen, og at de ikke spytter nok i kassen. Det kan godt være, at der skal justeres eller ændres i hjælpepakkerne – i fagbevægelsen deltager vi også i det samarbejde. Men i sidste ende, så har virksomhedens ejer nogle valgmuligheder, som medarbejderne ikke har. Det er virksomheden, der vælger, hvilke medarbejdere man ønsker at beholde. Og selvom vi ikke ønsker at tilskynde til opsigelser, og hellere ser, at en nedgangsperiode bruges til fx at udvikle medarbejderens kompetencer, så kan det jo være den rigtige beslutning i nogle tilfælde, og ind imellem måske endda også bedre end at blive i et job, man ikke kan leve af.

Jeg håber, at Jakob Brandt besinder sig. Jeg bakker op og kæmper gerne for danske arbejdspladser og virksomheders overlevelse. Jeg bidrager også glædeligt til det igennem mine skatteindbetalinger. Men jeg vil ikke se støtten til kriseramte virksomheder omdannet til et politisk spil om, hvem der bidrager mindst. Ingen medarbejdere uden virksomhed. Ingen virksomhed uden medarbejdere.