Virksomheden kan ikke helt finde ud af, hvad han så skal sættes til hele dagen, så han får udleveret en bog. Den skal han læse i, når man ikke lige kan finde andre opgaver til ham. Det bliver til en del læsning.

Medierne oversvømmes hver dag af historier om folkeskole-, gymnasie- og efterskoleelever, der mistrives under corona. Af politikere, der pludselig vil kæmpe mere end nogensinde for denne generation af unges psykiske trivsel og ret til at vende tilbage til skolerne, og som er klar med forslag om store puljer, der skal sørge for, at det sociale og faglige efterslæb kan indhentes.

Men der er grupper af unge, som der ikke tales særlig meget om. Man opfatter dem nærmest ikke engang som tilhørende gruppen. Det er erhvervsskoleeleverne og dem, der netop er blevet færdige med deres uddannelse.

De unge, som netop nu har deres første møder med arbejdsmarkedet, og det ’virkelige liv’ via hjemmearbejde.

Elever og nyansatte unge, der under det meste af corona-pandemien har skulle finde deres ben i forskellige virksomheder uden nogensinde at træde ind ad en fysisk dør. Og det i en tid, hvor deres chefer, oplæringsansvarlige, kolleger med mere, selv har skulle omstille sig til digitale arbejdsgange og hjemmearbejde – og måske endda har skulle håndtere hjemsendte børn og hjemmeskole samtidig.

Det efterlader i nogle virksomheder desværre ikke meget overskud til at tage sig af det nye menneske, som man måske endda kun har mødt digitalt. Og det kan resultere i både dårlig trivsel, stor usikkerhed og ikke mindst ensomhed, når man som ny kollega føler, at man er lidt til besvær, til overs – og måske endda utilstrækkelig.

Som i eksemplet, vi indledte dette indlæg med: Man har fået en elev, men i stedet for at få prioriteret den tid, som det lige tager at få sat vedkommende i gang med nogle mere relevante opgaver, så parkerer man ham bare med en læseopgave. Det er altså ikke svært for et ungt menneske at regne ud, at man er blevet parkeret. Og det kan gå alvorligt ud over motivation og arbejdsglæde.

I andre virksomheder kan det være, at man ender med kun at give meget lette/rutineopgaver fra sig til sin nye kollega, da sværere og mere udviklende opgaver også trækker på ens egne ressourcer. I grelle tilfælde begynder kollegerne endda at tale om, at den nyansatte ikke leverer godt nok eller ikke er med til at trække læsset for afdelingen. Men det er altså overhængende vigtigt at huske, at det at starte et nyt sted ikke kun handler om at kende sine opgaver, men også om at fornemme en kultur, blive en del af et fællesskab og helt simpelt: Lære at gå på arbejde. Og her er vi nødt til at pege på det store ledelsesansvar for de helt unge – ikke mindst i krisetider.

Derfor er vores helt konkrete råd til ledere, der ansætter unge mennesker i denne tid:

- Sørg for at få nogle faste møder i kalenderen med hele afdelingen, så den nye kan blive en del af fællesskabet. Det er vigtigt, at det er dig selv, der indkalder til dem. Det sender et signal om vigtighed.
- Prioriter tid til oplæring/onboarding og indse, at det bare tager længere tid, når det foregår digitalt. Alle de ’dumme’ spørgsmål, som en ny normalt lige vil kunne stille over skrivebordet, er nu nødt til at foregå digitalt, og det skal der være overskud til.
- Forventningsafstem løbende med eleven/den nyansatte i forhold til opgaver, så de ved, om de rammer bolden rigtigt, eller om der skal justeres lidt.
- Opbyg og vedligehold relationen til de unge. Vær til rådighed, og understreg, at det også gælder for ”småting”
- Husk, at et opkald af og til kan være mere personligt og værdifuldt end et online-møde


Politikere og medier har – med rette- fokus på netop de unge lige nu. Men de tæller som beskrevet langt hen ad vejen ikke de unge og nyansatte på arbejdsmarkedet med. Det til trods, så bygger genåbningsplanerne, som udrulles og forhandles disse dage, eksplicit på præmissen om, at dem, der kan arbejde hjemmefra fortsætter med dette – måske endda helt til sommerferien.

Og her kan vi ikke vente med at sætte ind overfor mistrivsel, ensomhed eller usikkerhed. Det gavner hverken virksomhederne, de unge eller samfundsøkonomien.

Vi beder hverken om hjælpepakker eller genåbning. Vi beder bare om, at ledere og kolleger på arbejdspladserne får et bedre øje for, at de også har med ellers velfungerende unge at gøre, der har brug for en ekstra hånd i disse tider.