En, to tre - så stod jeg med fire tallerkener i hånden og var med selskabets andre kvinder i fuld gang med at rydde af bordet og vaske op efter en god middag. Det sker helt instinktivt, men i det jeg står ude i køkkenet og skraber rester ned i skraldespanden, går det op for mig, at selskabet igen, og uden at nogen har orkestreret det, er blevet delt i to: Kvinderne stående i køkkenet og mændene siddende tilbage inde ved bordet. Og nu stod vi altså der og ’hyggede’ os med rødvin, snak og opvask.

Nu tænker du måske: Og hvad så? I hyggede jer. Mændene hyggede sig. Betyder det noget?

Ja, det gør det altså. Fordi det er en dødssyg gentagelse.

For sjovt nok sker det her alt for ofte, når vi er til middagsselskaber med både mænd og kvinder. Og det sker per automatik. Kvinderne forventes ligesom bare at være dem, der primært tager sig af hjem og eventuelt børn, og det uden at få særlig ros eller anerkendelse for det. Vi gør det bare.

Min påstand er, at denne forventning og automatik påvirker kønnenes roller og vilkår i alt fra vores løn og pension til opgavefordeling og forfremmelser – og ikke mindst i forhold til sexisme og seksuelle krænkelser på arbejdspladsen.

En automatik, som jeg i mit arbejdsliv opponerer stærkt imod. Jeg opfordrer hver dag kvindelige HK’ere til at turde mere, kræve mere og finde sig i mindre. Så hvorfor Søren er det, at jeg i en alder af 51 år, kandidat til at blive den første kvindelige formand for HK Danmark nogensinde og vanvittigt bevidst om manglende ligestilling, stadig kommer til at acceptere en uudtalt forventning i mit privatliv om, at mit køn ordner vasketøjet, holder badeværelset rent og rydder op efter spisning?

Det ulønnede arbejde

Jeg har aldrig været nogen stille pige. Jeg er født med en skarp tunge og er fra barnsben opdraget til, at jeg kunne alt, hvad jeg ville, og at jeg ikke skulle finde mig i noget. Og jeg har det ikke fra fremmede. Min mor er en gæv kvinde med ordet i sin magt, som deltog i kvindekampen i 70’erne. Hun var tillidskvinde på Carlsberg, og her støttede hun også andre kvinder i at finde deres egen styrke og selvstændighed.

Men når min mor kom hjem efter en lang arbejdsdag i rengøringskitlen, der startede klokken halv seks om morgenen, var det stadig hende, der lavede mad, læste lektier med mig og pustede på skrammer. Oven på en fuld arbejdsdag med hårdt fysisk arbejde, tog hun sig også af alt det ulønnede arbejde i hjemmet. Det blev der aldrig stillet spørgsmålstegn ved.

Og det er spørgsmål, der desværre fortsat får lov at hænge i luften.

For selv om vi heldigvis er meget længere nu, end vi var i 70’erne, 80’erne, 90’erne, ja, bare end vi var for et år siden, så bruger kvinder stadig en hel time mere om dagen på (ulønnet!) husarbejde end mænd ifølge Rockwool Fondens tidsanvendelsesundersøgelse fra 2018.

Og selv om situationen ved middagsselskabet heldigvis er helt uigenkendelig for nogen, så kan vi bare se, at når Epinion spørger de privatansatte HK’ere, svarer 42 procent, at kvinderne ryddede af bordet ved det seneste middagsselskab, og kun 15 procent siger det samme om mændene. Og på stort set alle spørgsmål om opgaver i hjemmet og med børnene er det kvinderne, der tager fra.

Får intet til gengæld

Nogen vil nu ryste på hovedet og sige ’Kan familierne ikke bare selv få lov at indrette sig, som de vil?’. For min skyld gerne. Men det skal dæleme være baseret på en åben snak om forskelle og ansvarsområder, i stedet for, at det bare ligger som en uudtalt forventning. For det er netop ansvaret for, at tingene kører derhjemme, der gør, at mange kvinder går på deltid. Det er den lange barsel, der gør, at vi bliver sat tilbage i forhold til løn og pension – og nogle steder endda går glip af ansættelser eller forfremmelser. Det er den store andel af omsorgs- og sygedagene med børnene, der får arbejdsgivere til at spørge mere eller mindre direkte ind til familiesituationen ved jobsamtaler. Men det er også en adfærd, hvor kvinder bare fikser uden at kræve noget til gengæld, og den adfærd ser vi for eksempel også gentaget i uformelle kollegasammenhænge, lønforhandlinger, MUS-samtaler og andet.

I hjemmet skal vi simpelthen lære at sætte os ned og lade andre opdage, at tingene ikke rydder sig selv op. På arbejdspladsen skal vi omvendt rejse os op og række ud efter opgaverne, lønnen og indflydelsen.

Jeg står allerede op for kvinder og mænds rettigheder både på arbejdspladsen og i hjemmet. Jeg lover til gengæld, at jeg vil øve mig i at blive siddende næste gang, der er et middagsselskab.