Denne gang vil afstemningen foregå elektronisk, og vi er naturligvis udfordret af, at vi pga. Coronavirus ikke har mulighed for at besøge jer ude på arbejdspladserne til en god OK-snak – og en opfordring til at stemme.

Denne gang er situationen, at mange af jer arbejder hjemmefra, andre er hjemsendt og kun få er fysisk på deres arbejdspladser. Så vores plan om at besøge arbejdspladserne med morgenbrød og lignende, er ikke en mulighed i år. Det plejer ellers at være en god mulighed for at få mange medlemmer til at stemme, når vi kommer på besøg.

Men selvfølgelig overholder vi alle anbefalinger omkring kontakt med hinanden!

I HK Midt begrænser vi risikoen for at smitte ved, at langt de fleste medarbejdere arbejder hjemmefra.

 

Den danske model har aldrig været vigtigere!

I en tid, hvor Danmark og resten af verden er i krise, har vi i Danmark endnu en gang vist, at den danske model fungerer – og den har måske aldrig været vigtigere! Modellen fungerer så længe, der er opbakning til de overenskomstbærende forbund – og en vilje til dialog på begge sider, så vi kan stå sammen i en svær tid.

 

Jeg skal naturligvis ikke bestemme, hvad du skal stemme i forhold til det opnåede resultat, men der er noget andet, jeg gerne vil bestemme, nemlig at du stemmer.

 

Stem!

Jeg skal naturligvis ikke bestemme, hvad du skal stemme i forhold til det opnåede resultat, men der er noget andet, jeg gerne vil bestemme, nemlig at du stemmer.

 

Et ja fra mig

Når vi skal stemme, bliver det et ja fra mig.

For overordnet er det en god aftale, og der er for mig ikke grundlag for et nej og dermed risiko for en konflikt.

Vi fik ikke alle ønsker opfyldt i overenskomsten, og sådan er det i en forhandling.

Der er dog opnået en række gode resultater, som jeg gerne vil fremhæve.

Det er for eksempel forhøjelsen af fritvalgsordningen og uddannelse til opsagte.

 

Vi fik ikke alle ønsker opfyldt i overenskomsten, og sådan er det i en forhandling.Der er dog opnået en række gode resultater, som jeg gerne vil fremhæve.

 

Fritvalgsordningen er, som navnet siger, en mulighed for selv at vælge mellem en række muligheder. Ordningen bliver forhøjet med 3 % i løbet af de næste 3 år.

Mange medlemmer havde et ønske om mulighed for at kunne vælge en omsorgsdag til f.eks. en syg forældre. Det ønske blev ikke opfyldt i denne OK-runde. Så det må genfremsættes, når der skal forhandles i 2023.

 

Høj stemmeprocent giver stærkere mandat

Det er klart min holdning og en ambition for HK Privat at få mange medlemmer til at deltage i urafstemningen, som er lige om hjørnet.

Ved en høj stemmeprocent får vi en klar tilbagemelding på, hvad du og vores øvrige medlemmer synes om resultatet. En høj stemmeprocent giver os samtidig et stærkere mandat i fremtidige OK-forhandlinger. Jo flere af vores medlemmer, der stemmer og dermed bestemmer, jo stærkere står vi, når vi igen skal forhandle i 2023.

 

Jeg regner med din stemme!

 

Du får, som alle stemmeberettigede, tilsendt mail med direkte link til afstemningsmodulet.

Det kræver, at vi har din korrekte mailadresse - og ellers kan du stemme via linket www.hk.dk/ok20

 

Endnu engang:

Det er meget vigtigt for os alle, at du som medlem stemmer. Ikke bare så du og kollegerne får indflydelse på OK2020, men også fordi en højere stemmeprocent styrker vores forhandlingsposition til de kommende overenskomstforhandlinger.

 

Herfra er budskabet helt klart:

Stem og bestem