12. oktober 2016
Vi søger fællesskaber så du bliver stærkere
Sammen er du stærkere. Sådan lyder HK’s slogan. Men det handler ikke kun om dig som medlem. Det handler lige så meget om hele HK.
I HK Østjylland arbejder vi hver dag, for at give dig de bedste muligheder på hele det østjyske arbejdsmarked. Men vi må også indimellem erkende, at HK ikke kan løfte alle opgaver alene. Derfor gør vi dig som medlem og HK som fagforening stærkere, ved at deltage aktivt i LO-samarbejdet i hele Østjylland.
LO er en forkortelse af Landsorganisationen i Danmark og er et samarbejde mellem flere fagforeninger. Når vi henvender os til eksempelvis kommuner eller regionen i fællesskab, står vi stærkere, end hvis vi kom hver for sig. Og det gavner dig, som medlem af HK.
Ved at deltage aktivt i LO-arbejdet, bringer vi alle de behov, ønsker og problemstillinger, som vi møder hos HK’s medlemmer, med ind til bordet, når vi i fællesskab med andre fagforeninger skal påvirke politikere og arbejdsgivere både lokalt og på landsplan.
I LO-regi kan vi i fællesskab sætte fokus på arbejdsmiljø på de østjyske arbejdspladser, lave aftaler med arbejdsgivere om praktikpladser eller sikre efter- og videreuddannelse. Bare for at nævne nogle af de emner, der handler lige så meget om dit behov som HK’er, som det handler om behov, dine kollegaer har.
Gennem LO laver vi aftaler med kommuner og arbejdsgivere om bekæmpelse af social dumping, om integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet, om brug af frivillig arbejdskraft, så frivillige ikke kommer til at erstatte lønnet arbejdskraft. Men vi diskuterer også infrastruktur og sætter dermed fokus for behovet for et bedre vejnet, så du ikke skal sidde i kø i længere tid end højst nødvendigt.
Som en del af LO, er vi med i en lang række udvalg i de østjyske kommuner, hvor lønmodtagernes – og dermed dine – interesser varetages. Gennem LO er vi med i erhvervsskolernes bestyrelser og lokale uddannelsesudvalg, der opretter nye uddannelser eller tilpasser de eksisterende, så de studerende får de kompetencer, der giver job efter endt studietid.
Listen over opgaver er lang. Men at søge løsninger på mange af opgaverne i LO-samarbejdet gavner også det enkelte medlem af HK. For sammen med de øvrige fagforeninger, bliver HK stærkere og dermed bliver du også stærkere.
Bent Klim Johansen
Formand
HK Stat Østjylland
Jeg arbejder for at HK Østjylland altid er relevant, nærværende og vedkommende for medlemmernes arbejdsliv og at HK Østjylland altid er en seriøs og vigtig spiller på det østjyske arbejdsmarked.
Følg denne blog via RSS-feed