Store krav og forventninger er blevet hverdag for de unge, der nærmest skal kende deres fremtid, inden de går ud af folkeskolen. De unge står overfor et overflødighedshorn af uddannelses- og karrieremuligheder, eller gør de egentlig det, når mange muligheder og fremtidsdrømme lukkes ned med manglende elevpladser på Sjælland?

Fra 2016 til 2017 mistede vi 112 uddannelsesaftaler i HK Sjællands område. Det betyder, at der i november 2017 kun var 329 igangværende uddannelsesaftaler ifølge tal fra HK Privat Sjælland. Det er ikke fordi, der er kommet mindre fokus på de unge og manglende elever på erhvervsskolerne i den offentlige debat de senere år, snarere tværtimod. Derfor mener jeg, at arbejdsgiverne også skal tage del i det ansvar, der ligger i at skabe gode vilkår for de unge på fremtidens arbejdsmarked, for det er i høj grad deres ansvar. Det er ikke OK, at unge må fravælge, eller sågar frafalde uddannelser, fordi der mangler elevpladser – det kan hverken de, vi eller uddannelsesstederne være tjent med!

Det halve er ikke godt nok

'Vi har for travlt til lærlinge' er en undskyldning, vi ofte støder på, når vi prikker til arbejdsgivere om at tage elever ind. Virkeligheden er bare, at hvis der ikke uddannes nye faglærte, så er der pludselig ingen tilbage, og dét vil ramme produktionen, ordrebøgerne og økonomien hårdt. Arbejdsgiverne har ikke råd til at tænke kortsigtet, og jeg er af den overbevisning, at det er blevet endnu mere lukrativt for arbejdsgiverne at tilbyde elevpladser for de unge efter de nye trepartsforhandlinger; udgifterne er sænket, og der er indført bøder, såfremt arbejdsgiverne ikke tager elever. Det er måske drastisk, men jeg synes, det er på sin plads, at arbejdsgiverne som minimum bidrager økonomisk til uddannelse af den arbejdskraft, de selv ønsker at bruge fremadrettet, når de ikke tilbyder en læreplads.

De unge udgør fremtidens kernestof, og hvis vi ønsker at opretholde dygtig faglært arbejdskraft, stærke uddannelsestilbud og vækst, så er vi nødt til at tage ansvar, og det håber jeg oprigtigt, arbejdsgiverne vil vedkende sig og handle på hurtigst muligt.

Søger du en elevplads? Find den her