1. maj 2019 blev traditionen tro fejret hos HK Sjælland i Roskilde

Der var morgenbord, musik og taler 1. maj 2019 hos HK i Hersegade, Roskilde.

Da dørene blev slået op kl. 8.00, var der morgenmad og kaffe til alle. To Troubadourer stod for musikken, og på talerstolen var borgmester Joy Mogensen, Nadia Vithøf Simonsen fra Ungenetværket, Marianne Vind fra Socialdemokratiet – og jeg selv.

Gik du glip af 1. maj-arrangementet, så kan du se min tale herunder:

Jeg bliver altid opstemt den 1. maj. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt mindst en gang om året – en dag som i dag – at erindre hinanden om dem, der kom før os og har skabt de ordnede forhold, vi har i dag på arbejdsmarkedet.

Det kom ikke af sig selv, men af hårdt slid og afsavn, inden det lykkedes at komme igennem lydmuren overfor datidens arbejdsgiver- og interesseorganisationer.

Er 1. maj bare et levn fra fortiden?

Vi kan spørge os selv, om der stadig er noget at kæmpe for?

Og jeg vil gerne svare: Ja, der er stadig noget at kæmpe for, og noget at arbejde for hver eneste dag.

På de fleste arbejdspladser er der rimelige vilkår i forhold til løn, arbejdstid, ferie, barsel osv. Men der er stadig arbejdsgivere, der tester grænserne: Henter billigere håndværkere i udlandet. Skiller sig af med medarbejdere, der pludselig ikke ’passer ind’ længere. Bilder de unge ind, at de selv skal finde deres vikar ved sygdom osv. Dem skal vi holde øje med.

Vi skal også holder øje med misbrug af tilskudsordninger.

I HK er vi modstandere af misbrug. Det er vi forhåbentlig ikke alene om. Vores fokus er, at vi skal italesætte og forsøge at bekæmpe arbejdsgivernes misbrug af offentlige midler.

Nogle arbejdsgivere bøjer reglerne for at ansætte flere medarbejdere på offentlig støtte. De sætter ordinære medarbejdere ned i tid og lader støttede medarbejdere løse opgaverne – og det sker i allerhøjeste grad også her i Roskilde.

Det er IKKE en investering i vores velfærd og fremtid. Det er misbrug. Misbrug af offentlige midler og misbrug af mennesker.

Støttet beskæftigelse ville være helt fint, hvis det førte til job – det gør det bare ikke.

I HK vil vi have lavet loven om. Når man vurderer, om man kan ansætte en medarbejder med offentlig støtte, tælles der i dag i antal hoveder. Vurderingen skal afhænge af, hvor mange timer de ordinært ansatte i virksomheden samlet set har. Har en arbejdsgiver 2 medarbejdere på halv tid, skal de kun tælle for én ordinært ansat osv.

Og så skal raske medarbejdere med kompetencerne i orden ansættes ordinært og med mulighed for fuldtidsbeskæftigelse. Støttet beskæftigelse skal kun bruges, når alle andre muligheder er udtømt.

Mulighed for sporskifte og nemmere adgang til uddannelse

Der har igennem hele vinteren været megen debat om værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Hvem skal have mulighed for at trække sig tilbage? De fysisk nedslidte eller de psykisk nedslidte? Efter 40 år på arbejdsmarkedet eller når den enkelte har behov for det?

Det er der ikke noget enkelt svar på – det har modeller og indlæg i pressen igennem vinteren tydeligt vist.

I HK mener vi, at – udover at hjælpe nedslidte ud af arbejdsmarkedet på en værdig måde – så må vi arbejde på at sikre, at medarbejderne kan skifte spor, mens tid er. Det burde aldrig komme så vidt, at medarbejdere i et moderne samfund som vores bliver syge af at passe deres arbejde. Men det gør de, og specielt stress er en voksende lidelse. Der er behov for mere fokus på at forebygge stress med bl.a. oplysningskampagner og øget fokus på, hvad der fører til stress, og med værktøjer til, hvordan den enkelte og kollegaerne kan spotte stress i tide.

Vi har igennem flere år arbejdet på at gøre det mere overskueligt og enkelt at tage videre- og efteruddannelse. Det ER blevet mere enkelt, men vi mangler stadig økonomiske muligheder for at kunne gennemføre et sporskifte. Mange er stavnsbundet i deres opslidende job, fordi de ikke har råd til at tage en ny uddannelse. Dem er vi nødt til at hjælpe. Det koster for samfundet, ja, men det er ingenting i forhold til, hvad det siden kan koste af behandling og mistet skatteindkomst, hvis folk bliver nedslidte. Så derfor ønsker vi i HK en genindførelse af ordninger, hvor den enkelte kan få hjælp til videre- og efteruddannelse uden at skulle optage dyre lån.

Uddannelse betyder alt. Det gælder os, der er på arbejdsmarkedet i dag. Vi skal være omstillingsdygtige til de nye funktioner og være kompetente til at kunne varetage nye opgaver. Vi skal være parate til at gå i dialog med vores arbejdsgiver om, hvad det er for en omstilling, der er på vej på netop vores arbejdsplads.

Men det gælder også de unge. Alt for længe er der blevet gennemført store besparelser i uddannelsessektoren. Det går ikke. Og det gælder hele vejen – fra grundskole til universitet. De evindelige besparelser ved ’det såkaldte omprioriteringsbidrag’ må og skal stoppes. Og i det hele taget – ’omprioriteringsbidrag’ – kald det dog det, det er nemlig manglende bevillinger og derved besparelser – og det af den værste skuffe. Og der er intet tilbage at prioritere i. Der er blevet sparet på alt fra undervisningstimer til fysiske rammer og undervisningsmaterialer, så kravet om ’omprioritering’ lyder hult.

Specielt i Region Sjælland er vi påvirket af besparelserne, da skolerne er små i en tynd geografi, og vi ønsker alle fortsat uddannelsesmuligheder i vores område. Det skylder vi de unge. Og hvad værre er – de unge kommer ikke af sted, hvis der er for lang transport. Særligt i Region Sjælland er der ikke tradition for at rejse efter de uddannelsesønsker, den enkelte unge har. Det er vi nødt til at tage alvorligt. For virksomhederne har brug for kvalificeret arbejdskraft. Kan de ikke finde den i Region Sjælland, finder de et andet sted at lægge deres virksomhed. Det er rigtig skidt for regionens vækst og udvikling.

Flere virksomheder skal slå sig ned i Region Sjælland

Udviklingen i regionen er noget der optager os meget i HK Sjælland. Regionen har den største arbejdsløshed, den største andel af langtidsledige og den laveste andel af borgere med en videregående uddannelse. Det må vi have gjort noget ved. Virksomhederne råber på kvalificeret arbejdskraft. De råber på ingeniører og faglært arbejdskraft.

Vi ser positive tendenser i nogle egne af regionen, hvor arbejdsgiverne er begyndt at tage flere unge ind i elevstillinger – og det er bl.a. noget af det, der skal til for at vende udviklingen – men det er bare ikke nok. Det skal være langt mere attraktivt at bosætte sig og søge arbejde i regionen. Ja, skal vi være rigtig optimistiske, har vi behov for et teknisk universitet.

Jeg vil virkelig ønske for hele vores region, at det kan lykkes at tiltrække flere videnstunge arbejdspladser, så vi af den vej kan tiltrække og fastholde flere borgere med videregående uddannelser. Så kan man spørge sig selv: Hvorfor er HK så optaget af at tiltrække akademikere? Det er vi, fordi akademikere er forudsætningen for videnstunge arbejdspladser, og videnstunge arbejdspladser skaber jobs til andre faggrupper. Det er det, der skal trække flere jobs til regionen og gøre det mere attraktivt at bosætte sig i Region Sjælland, både for den enkelte borger og for virksomheder.

Arbejdet for gode og lige vilkår fortsætter

Som jeg sagde indledningsvist, så er der stadig meget at kæmpe for. Vi kan ikke blive ved med at se på det misbrug af udenlandsk arbejdskraft – snart indenfor alle brancher. Udlændinge er meget velkomne – de skal bare behandles ordentligt og arbejde på lige vilkår med deres danske kolleger.

Vi vil ikke have barakbyer og uhumske leveforhold. Vi vil ikke have lønninger på fattigdomsgrænsen. Vi vil ikke have arbejdsvilkår, der slider folk ned – uanset om de er fra Rumænien, Polen eller Danmark.

Ligeledes vil vi ikke se passivt til, mens uligheden i vores samfund stiger. Den skyldes mange ting, men ikke mindst, at det ikke lykkes at bruge alle de menneskelige ressourcer, der er i befolkningen.

Flere og flere familier lever på kanten af samfundet i et parallelsamfund, hvor der ikke er penge til det mest nødvendige og ikke ressourcer til at komme ud af denne tilstand. De ser magtesløse til, mens deres rige medborgere stormer fremad i storbyerne, og mens beslutningstagerne er passive.

Nu er jeg lige ved at sige, som de gør i 3F: Det kan vi ikke være bekendt. Udviklingen er bekymrende, og jeg er bange for, at jo større dette parallelsamfund bliver, des vanskelige bliver det at bekæmpe, og des større er sandsynligheden for, at resten af samfundet accepterer tingenes tilstand.

Jeg siger ikke, at alle skal tjene lige meget eller have samme uddannelsesniveau. Men jeg siger, at alle skal have mulighed for at opnå økonomisk frihed og tage en uddannelse. Alle i samfundet skal have mulighed for at komme med på vognen, og har man brug for hjælp, så skal man have det. Tænk, hvor mange ressourcer vi ville få.
Så jo, der er fortsat rigeligt at kæmpe for og være opmærksomme på sådan en 1. maj som i dag.

Men der er også ting at glæde sig over. Bl.a. glæder vi os i HK Sjælland over, at der fortsat er tilgang af medlemmer – nu et år efter konflikten på det offentlige område – og også fra det private arbejdsmarked. Ligeledes glæder vi os over, at mange unge mennesker har lyst til at være en del af det faglige fællesskab, og at de kan se en værdi i fællesskabet – det tegner godt for fremtiden. Vi har brug for aktive unge, der kan være med til at præge organisationen, fagbevægelsen og ikke mindst fremtiden.

Med disse ord vil jeg ønske jer alle en god 1. maj.