I de danske regioner bygges i disse år supersygehuse. Og for et stykke tid siden deltog jeg i et møde om dét, der bygges i Aalborg. 

Emnet var, hvordan arbejdet skulle organiseres på det nye sygehus, så patienterne fik den bedste behandling. Rundt om bordet bidrog lægesekretærer, portører og social- og sundhedsassistenter med forslag og synspunkter. 

Derimod var der ingen input fra sygeplejersker, jordemødre eller bioanalytikere. 
Hvorfor? Fordi de ikke deltog i mødet. 

Mens lægesekretærerne, portørerne og sosu’erne er organiseret i LO, har sygeplejerskerne, jordemødrene og bioanalytikerne nemlig hjemme i FTF.
Så til trods for at alle faggrupperne arbejder side om side i det daglige, sidder vi i forskellige rum, når beslutningerne skal træffes. 

Denne historie illustrerer den udfordring, som danske lønmodtagere står med i dag: Vi arbejder for det samme. Vi arbejder ved siden af hinanden. Men når arbejdsmarkedet skal indrettes eller politikerne skal råbes op, står vi hver for sig. 

Fagbevægelsen er grundlagt ud fra den tanke, at fællesskab gør os stærkere. At vi kan opnå mere sammen end alene. Og det er stadig gældende.
Vi har brug for at stå sammen i en stor samlet organisation, når reformer af dagpenge og efterløn barberer de ordninger, som skaber tryghed og velfærd. Og når nye virksomhedstyper, nye ansættelsesformer og nye teknologier udfordrer de danske løn- og arbejdsforhold.

Vi skal stå sammen, når arbejdsgiverne står sammen i overenskomstforhandlinger. Og vi skal se, at den private og den offentlige sektor ikke er hinandens modstandere, men hinandens forudsætninger. Det ved vi i HK, med to offentlige og to privat sektorer, bedre end de fleste.

I disse måneder bliver det afgjort, om LO og FTF skal lægges sammen til én stor og slagkraftig hovedorganisation med 1,5 mio medlemmer. Foreløbig har vi – LO og FTF – sagt ja til, at de to hovedorganisationer afholder ekstraordinære kongresser, hvor der stemmes om sammenlægning: Ja eller nej. To tredjedele af de delegerede i hver organisation, skal sige Ja.

Jeg håber på, at det lykkes. Ikke fordi at stort altid er godt. Men fordi jeg har svært ved at se et alternativ til et stærkere sammenhold, hvis Danmark fortsat skal have fagbevægelse, der kan drive samfundet fremad og opad. 

En delt fagbevægelse vil ikke blot have svært ved at sikre lønmodtagerne nye sejre, men vil også have svært ved at forsvare den danske model og det velfærdssamfund, der har gjort Danmark til ét af de bedste lande at bo i.