Af Lizette Risgaard, formand i LO, Per Christensen, forbundsformand i 3F, Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, Mona Striib, forbundsformand i FOA og Kim Simonsen, formand for HK Danmark. Bragt i Information 28. november 2018.

Man kan ikke forhøje pensionsalderen uden samtidig at give en hånd til de mennesker, der har svært ved at gennemføre et helt arbejdsliv uden at blive nedslidt i en grad, der koster dem både livskvalitet og levetid.

Spørgsmålet om pensionsalder og tilbagetrækningsmuligheder for nedslidte seniorer er igen dukket op på den politiske dagsorden. Senest har både Dansk Folkeparti, Martin Lidegaard (R) og en række af medlemmerne af den tidligere velfærdskommission pustet nyt liv i debatten.

Fakta er, at demografiske forskydninger og en stigning i gennemsnitslevealderen betyder, at vi med de nuværende tilbagetrækningsregler skal være længere på arbejdsmarkedet. Dermed er en forlængelse af vores arbejdsliv med til at dække de fremtidige offentlige udgifter.

Det giver alt sammen mening.

Men vi må ikke lukke øjnene for, at en betydelig andel af LO-lønmodtagerne nedslides og må trække sig fra arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen.

De lønmodtagere fortjener en værdig tilbagetrækning og en mulighed for at etablere en meningsfuld tilværelse uden for arbejdsmarkedet. Den mulighed må mange desværre se langt efter i dag.


Hullet sikkerhedsnet

Det skyldes, at efterlønsordningen, der tidligere har været et sikkerhedsnet for mange nedslidte lønmodtagere, med tilbagetrækningsreformen fra 2011 er ved at blive afviklet. Mens der i 2008 var 139.000 efterlønsmodtagere i Danmark, var antallet i andet kvartal 2018 nede på 51.000, og ifølge Finansministeriets beregninger vil antallet på længere sigt falde helt ned til 10-15.000 efterlønsmodtagere.

Heller ikke seniorførtidspensionen, der skulle tjene som et sikkerhedsnet under nedslidte lønmodtagere med højst fem år til folkepensionsalderen, fungerer efter hensigten. Da lovforslaget om seniorpensionsordningen blev fremsat i forbindelse med Tilbagetrækningsreformen i 2011, skønnede ministeriet, at antallet af modtagere af seniorførtidspension ville blive knap 2.700 alene i 2015. Til og med første halvår 2018 var det imidlertid kun 1.285 personer i alt, som havde fået tilkendt seniorførtidspension.

At ordningen ikke fungerer som tiltænkt, betyder, at mange nu i stedet må klare arbejdsdagen med brug af smertestillende medicin de sidste år frem til pensionsalderen eller indstille sig på at tilbringe den sidste del af arbejdslivet på midlertidig offentlig forsørgelse.

Sådan kan vi ikke være bekendt at behandle mennesker, som har passet deres arbejde hele livet, betalt deres skat og bidraget til fællesskabet. Vi står derfor med et stort hul i vores sikkerhedsnet, der skal lappes for at sikre den folkelige opbakning til en fortsat stigende pensionsalder.

Så kære politikere - hvad med at udvise rettidig omhu?.

Arbejdsmiljø på dagsordenen

Hvis vi i fremtiden skal kunne arbejde endnu længere, end vi gør i dag, forudsætter det, at politikerne også skruer på andre knapper. Vi skal iværksætte en seriøs forebyggende indsats, hvor bedre arbejdsmiljø og efteruddannelse går hånd i hånd med et arbejdsmarked, der rent faktisk kan rumme de mange nye seniorers behov. Målet må være, at ingen slides op på det danske arbejdsmarked - hverken inden pensionsalderen eller når pensionsalderen nås. Der skal så at sige stadig være energi tilbage på batteriet - gode leveår - når arbejdslivet afsluttes.

Desværre må vi konstatere, at der er lang vej til mål. Arbejdstilsynets bevillinger til tilsynsaktiviteter er reduceret med mere end 180 millioner kroner siden 2007. På trods af, at alle statistikker indikerer, at det går den forkerte vej med arbejdsmiljøet i Danmark, lægger regeringen op til at fortsætte besparelserne med finanslovsudspillet for 2019. Det harmonerer mildest talt dårligt med forståelsen i den politiske aftale fra 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget besluttede, at forhøjelsen af pensionsalderen skulle kombineres med investeringer i arbejdsmiljø.

Man gør det stik modsatte.

Et lille lyspunkt er dog de 18 anbefalinger til, hvordan vi får et bedre arbejdsmiljø i Danmark, som Ekspertudvalget for Arbejdsmiljø fremlagde i sidste måned. Anbefalingerne behandles nu i Folketingets beskæftigelsesudvalg og vil forhåbentlig resultere i en række konkrete tiltag, som kan mindske nedslidningen.

Men det kræver mere end snak. Det er tid til handling.

Tid til at holde det, man har lovet.

Mulighed for sporskifte

Også på uddannelsesområdet handler regeringen mod intentionen om gode muligheder for uddannelse hele livet. Grønthøsteren skærer år efter år millioner af kroner væk fra uddannelsesområdet.

Det giver slet ikke mening.

Med trepartsaftalerne har vi sat initiativer i søen for at sikre mere voksen-, efter-og videreuddannelse, sporskifte og kompetenceløft, og her har vi i fagbevægelsen et ansvar for at informere og motivere medlemmer til at benytte de nye muligheder, mens arbejdsgiverne har et ansvar i forhold til at muliggøre uddannelsesforløbene og indtænke efteruddannelse som en naturlig del af planlægningen på alle danske virksomheder.

Det skal vi blive meget bedre til.

Den nyoprettede Seniortænketank, hvis arbejde skal munde ud i anbefalinger til, hvordan vi skaber et bedre og længere arbejdsliv for seniorer, er også et udmærket initiativ. Tænketanken vil forhåbentlig medvirke til at skabe debat og fremsætte anbefalinger, der kan være med til at gøre arbejdspladserne opmærksomme på at give seniorerne de rette rammer for et langt og godt arbejdsliv.

Men til syvende og sidst er det meget enkelt: Virksomhederne er nødt til at sadle om.

Seniorer er i mange år blevet værdsat alt for lidt, og i en del tilfælde er de ligefrem blevet vraget som arbejdskraft.

Et langt arbejdsliv fordrer, at vi investerer i mennesker, at vi påskønner dem - også når de har rundet de 55 år. Problemet er bare, at vi ikke har fulgt den opskrift, og indtil vi gør, er der behov for at spænde et mere fintmasket sikkerhedsnet ud under de lønmodtagere, som nedslides inden pensionsalderen.

Anstændighed

For os i LO-fagbevægelsen er det helt afgørende, at alle danske lønmodtagere, nedslidte som ikke-nedslidte, kortuddannede som langtuddannede, kan forlade arbejdsmarkedet med værdighed og helbred i behold.

Det er derimod ikke afgørende for os, hvilken model der strikkes sammen for at sikre denne udvikling.

En værdig tilbagetrækning er den respekt, som samfundet bør udvise enhver borger, der har knoklet for fællesskabet igennem et langt arbejdsliv. En værdig tilbagetrækning bør være en selvfølge for alle borgere i et velfærdssamfund som det danske.

En værdig tilbagetrækning er en del af et værdigt liv - det skal alle have ret til. Det handler ganske enkelt om anstændighed.

Hvis regering og Folketing vil sikre folkelig opbakning til, at vi i fremtiden skal arbejde længere, er det afgørende, at der skabes en bred politisk forståelse af, at man ikke kan forhøje pensionsalderen uden samtidig at sætte ind med initiativer, der forebygger nedslidning.

At man ikke kan forhøje pensionsalderen uden at give en hånd til de mennesker, der har svært ved at gennemføre et helt arbejdsliv uden at blive nedslidt i en grad, der koster dem både livskvalitet og levetid.

Det kræver altså både investering i arbejdsmiljø, uddannelse og livslang læring, som for alvor giver afkast på den lange bane, og handling her og nu for de lønmodtagere, der nedslides, inden de når pensionsalderen.

Sådan sikrer vi en værdig tilbagetrækning for alle.