Af Anja C. Jensen, formand for HK Danmark

For fire år siden modtog vores medlem Hanne Sørensen et så voldsomt opkald fra sin chef, at hendes hjerte svigtede.

Sig lige den sætning højt for dig selv: Hendes hjerte svigtede.

Baggrunden for opkaldet var, at hun som arbejdsmiljørepræsentant ville hjælpe sine kolleger til at sidde bedre og undgå smerter. Det kunne chefen ikke li’. Opkaldet kom oven på et længere forløb med dårligt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen.

Hanne overlevede og gudskelov for det. Konsekvensen blev dog, at hun røg ind i en lang sygeperiode.

Historien er et grotesk og meget konkret eksempel på, hvor ødelæggende dårligt psykisk arbejdsmiljø kan være. Vi ved kun alt for godt, at konsekvenserne kan være invaliderende og alvorlige. Men når det kommer til dårligt psykisk arbejdsmiljø, belastninger og stress, så ser vi desværre ikke den samme anerkendelse som med fysiske skader, og det skal vi have lavet om på.

For stress er et samfundsproblem, og det er arbejdsgiverens ubestridte ansvar at forebygge, reagere på og håndtere stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og det er altså ikke gjort med en forkølet formaning til medarbejderne om, at de må sige til, hvis de har for meget at lave eller har ondt i arbejdslivet. Der er dagligt cirka 17.000 danskere, som er syge på grund af det psykiske arbejdsmiljø. Tænk en ressource, vi kunne trække på i arbejdsstyrken, hvis de ikke blev syge af at gå på arbejde!

Jeg har selv prøvet stress og dårlig ledelse på egen krop. Jeg endte på gulvet af en bus midt i myldretiden, fordi jeg et sted mellem to stop havde glemt, hvordan man trækker vejret. På grund af stress.

Jeg havde heldigvis nogen, der kunne gribe mig. En tillidsrepræsentant, en fagforening og andre med samme oplevelse som mig.

Men det er ikke alle, der står i den situation, når stressen rammer.

I 2020 spurgte vi knap 4.000 af vores medlemmer om deres forhold til stress. Undersøgelsen viste, at omkring fire ud af fem HK’ere havde følt sig stressede inden for det seneste år. Hver tredje af dem var gået forgæves til deres leder med stress. Det er et fuldstændig uacceptabelt ledelsessvigt.

Derfor inviterer vi 28. april til en stor stresskonference, hvor vi samler tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, politikere, forskere og mange andre gode folk. Sammen skal vi finde løsninger på problemerne og stille krav til de nødvendige forandringer. For det kan ikke passe, at der skal lig på bordet, før vi tager stress og dårlig ledelse alvorligt.