Af Anja C Jensen, Formand for HK Danmark
Kronik bragt i Avisen Danmark d.23 juli 2022
Tre minutter i folketingsvalg har Venstre set lyset og går til valg på, at man ikke vil afskaffe Arne-pensionen, som man kunne læse i en kronik i denne avis tidligere på ugen.
Det er jeg oprigtigt glad for. Men jeg er også (naturligt nok) noget skeptisk. For på baggrund af Venstres tidligere, ganske tydelige holdning til rettigheden, som urimelig, savner jeg en lidt mere klar tilkendegivelse af, at man i partiet heller ikke har i sinde at forringe ordningen.
Den melding ser jeg frem til.
Men det har da efterfølgende heller ikke skortet på fordømmelse af både Venstres løftebrud. Og ikke mindst selve retten til at kunne gå fra lidt før efter et langt arbejdsliv: " Grotesk og uretfærdig" kalder formanden for Konservative Søren Pape Poulsen ordningen.
" Skattefinansieret fritid" hvisler cheføkonom i Cepos, Mads Lundby.
Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard sidder vist med samme talepapir, for der er påfaldende sprogligt sammenfald med netop Cepos i hendes leder om emnet.
Men hvorfor er disse politikere og mediepersoner egentlig så fortørnede over, at lønmodtagere, der har betalt skat i over 42 år, kan få lov til at trække sig tilbage på en lav ydelse en smule før tid, hvis de ikke har andre muligheder?
Modstandere af retten til tidlig pension har travlt med at male skrækscenarier op for, hvordan denne mulighed formelig vil " suge" lønmodtagere ud af arbejdsmarkedet. Det får det nærmest til at lyde, som om ordningen er en guldrandet honningkrukke, som er fuldstændig umulig at modstå.
Så lad os kigge lidt på tallene. Nu kan jeg jo kun tale på mine egne medlemmers vegne, men HK'erne er trods alt den gruppe med næstflest på Arne-pension. Hos os foretrækker vi dog at kalde det for Monapensionen efter vores medlem Mona, der desværre er en af dem, der er for nedslidt til at arbejde, men ikke nedslidt nok til, at systemet vil tilkende en seniorpension.
Blandt HK'erne viser tallene for i år indtil videre, at 73 procent kommer fra efterløn og 5 procent kommer fra dagpenge. 22 procent svarende til 218 HK'erekommer direkte fra en ansættelse. 218 HK'ere, der har arbejdet i over 42 år. HK'ere, der indtil for nylig var i job, men som alligevel har valgt at skifte lønpakker med ferie og pension ud med en lav ydelse på lige over 13.000 kr. Før skat.
Og nej - jeg må beklageligvis meddele, at de fleste af disse mennesker ikke bliver " suget" ud. De bliver skubbet. Af fysisk og psykisk nedslidning.
Af træthed ovenpå et langt og hårdt arbejdsliv. Af håbet om at kunne få lov til at gå før krop, hoved eller hjertet tvinger en til det. Af dårlig ledelse, manglende seniorhensyn og et opslidende arbejdsliv.
Men hvis nu den borgerlige bekymring faktisk handler om, at disse langtidsansatte helst skal blive på arbejdsmarkedet, så undrer det mig voldsomt, at der ikke ydes lidt mere opmærksomhed til de markant flere, der pensionerer sig for egne penge hvert år. Her bliver bevægelsen væk fra arbejdsmarkedet nemlig rigtig tydelig: Fra januar 2019, hvor pensionsalderen for første gang i en menneskealder blev sat op, er antallet af selvpensionerede i alderen 60-66 år steget med 11.300 personer til 21.900. Næsten en fordobling! Men dem hører vi ikke om, selvom slutresultatet er det samme: De forlader arbejdsmarkedet (for) tidligt.
Flere endda efter langt færre år end Arne og Mona.
Så tænk, hvis vi i stedet for al den her polemik lagde kræfterne i at sikre et arbejdsmarked, hvor man kan holde både fysisk og psykisk til at blive ved lidt længere? Vi kunne for eksempel se på at få ryddet op i sagsbehandlingstiderne i arbejdsskadesystemet, styrke arbejdsmiljøet (og Arbejdstilsynet), nedbringe ventetiderne på de arbejdsmedicinske klinikker og optimere anerkendelsesgraden af psykiske arbejdsskader. For vi er et stærkt, effektivt og solidarisk samfund.
Vi finansierer via fælleskassen, som vi alle sammen har brug for fra tid til anden. Nogen til lange uddannelser.
Andre til at trække sig tilbage i tide.
Det må man simpelthen ikke få så ondt i borgerligheden over.
