Af Anja C. Jensen, Formand for HK Danmark
Bragt i Jyllands-Posten d. 3. august 2022
Hos CEPOS gør Mads Lundby de unges sabbatår til et spørgsmål om, hvor mange jordomrejser man kan tillade sig at tage på inden man fortsætter på en uddannelse med fuld SU. Hos arbejdsgiverorganisationerne råber man højt om, at de unge vælger de forkerte uddannelser, som der efter arbejdsgivernes smag ikke er brug for i jagten på vækst i samfundet. Og hos medierne svælger man i historier om, hvilke uddannelser der kræver det højeste karaktergennemsnit og hvem der bliver årets ”superstudent” fra et af landets almene gymnasier.
Der ikke noget at sige til, at en voksende del af Danmarks unge føler sig mere og mere pressede. Det gælder dog ikke kun i disse dage, hvor optagetal til de videregående uddannelser offentliggøres, og titusinder af unge står på tærsklen til enten studiestart eller en sabatperiode med arbejde, højskole eller rejse. Jeg er alvorligt bekymret for, at der blandt ungdommen er en grundlæggende frygt for arbejdsmarkedet. En frygt for, om man får den rigtige uddannelse, om man låser sig fast et helt arbejdsliv når man vælger uddannelse, om man kan holde fysisk og psykisk til at arbejde i 45 eller 50 år, om man kan få fast fodfæste eller må springe fra løsansættelse til vikariat til projektansættelse, om man kan forene omverdens krav med et familie- og fritidsliv og så videre.
Vi har en enormt stor opgave i fagbevægelsen med at sikre et arbejdsmarked til fremtidens unge, der tager hånd om deres vilkår, sundhed og rettigheder. Med andre ord et arbejdsmarked de gider være på. Ellers trækker de bare stikket og går egne veje. De kender jeg alt for godt fra mine egne teenagebørn. Men alle andre stemmer i den offentlige debat har en lige så stor opgave i at respektere de unge og deres valg, og ikke tale til dem som om de er et tal i en kolonne hos Danmarks Statistik eller et vilkårligt tandhjul i den store, evigt kværnende samfundsmaskine.
