Af Anja C. Jensen, Forbundsformand for HK. Bragt i Berlingske den 21. december 2022.

Hvordan sikrer vi en balance mellem generationerne? Hvordan får vi løst udfordringerne med unges mistrivsel? 
 
Mindre offentlig sektor. Mere privatisering. 
 
Så klart kan det siges, hvis man skal tro chefredaktør Mette Østergaard i tirsdagens leder. 
 
Her gør hun sig til ungdommens stemme og peger specifikt på, at de unge med afskaffelsen af Store Bededag vil have udsigt til at arbejde en dag mere, at forkortelsen af kandidatuddannelserne vil presse de unge, og det samme vil begrænsningen af SU-klip. 
 
Jeg er for så vidt fuldstændig enig i, at der er en ubalance mellem generationerne. Og at det er en bunden opgave, at vi får det fikset. Og jeg er virkelig glad for, at Berlingske har øje for lige netop de unge, og hvilket uddannelsessystem, samfund og arbejdsliv, som vi stiller dem i sigte. Tak for det. 
 
Men hvor sammenhængen til en mindre offentlig sektor opstår, det er til gengæld mindre klart. Skal det forstås sådan, at man ved at spare i det offentlige ville kunne få flere penge til SU? Til universiteterne? Til at bevare Store Bededag? Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad forbindelsen er. Og om analysen er, at dette er de tre ting, der vil gøre den største forskel for størstedelen af de unge? 
 
For hver gang man kræver en mindre offentlig sektor, så er man nødt til at spørge, hvad det så er, der ikke skal være der mere. Fx er der flere kommuner, der næste år trækker støtten til Headspace, der er et gratis rådgivningstilbud til de unge, fordi de ikke kan få økonomien til at række til, selvom man i sin tid vurderede, at det over tid ville kunne spare kommunen mere end det koster at drive det.
 
Og selvom Mette Østergaard også får kaldt jobcentrene for ’håbløst’ offentligt forbrug, så bliver det altså ikke nødvendigvis mindre omkostningstungt at få restgruppen af unge i job eller uddannelse, fordi disse lukker. Behovet for en aktiv beskæftigelsesindsats forsvinder ikke bare fordi, vi kalder den noget andet. 
 
Men lad os ikke fortabe os i det. Jeg vil egentlig bare gerne invitere Berlingske og Mette Østergaard til et tankeeksperiment: 
 
Kunne man forestille sig, at noget af den unge generations mismod og mistrivsel også skyldes, at de lige så klart, som os andre kan se det velfærdssamfund, som de er vokset op med, smuldre for øjnene af dem? At de på Peter Pan-vis ikke har lyst til at “blive voksne” i et samfund drevet af effektivitet og produktivitet fremfor trivsel, velfærd og virkelyst? 
 
Hvad, hvis man nu i stedet for at taste sparekniven frem i spalterne, så spurgte sig selv, hvordan vi igennem den offentlige sektor, kunne løfte de unge? Hvordan vi kunne lave en reel investering og fremtidssikre dem og de kommende generationer. 
 
Jeg siger ikke, at der ikke findes overflødig eller unødigt bureaukrati, som vi kan gøre op med, men denne evige fokusering på størrelsen fremfor gørelsen af den offentlige sektor er mildest talt trættende. 
 
For tænk nu hvis svaret for en gangs skyld ikke var mindre offentlig sektor, men et solidt velfærdssamfund på flere parametre.