Af Anja C. Jensen, forbundsformand for HK. Bragt i Avisen Danmark den 8. marts 2023.
Hvorfor siger hun ikke bare nej?
Kan du genkende spørgsmålet? Det er et spørgsmål, som vi især kender fra metoo-debatten. Men faktisk er den symptomatisk for flere debatter, når det drejer sig om kvinder. Vi ser, at nogen er endt i en dårlig situation og spørger nærmest som automatreaktion: Hvorfor sagde hun ikke fra? Hvorfor sagde hun ikke nej? Hvorfor skubbede hun ham ikke bare væk/stak ham en flad/lod som ingenting?
Alle sammen spørgsmål, der skubber ansvaret for det, der ikke fungerer over på den, som det går ud over. Og når vi gør det, så glemmer vi at se på de strukturer og den kultur, der har understøttet, at det overhovedet sker. Vi gør det til et individuelt problem. Til den forurettedes problem. Vi ser det også i sager om stress, hvor problemet gøres til individets fremfor et kollektivt problem på arbejdspladsen: ”Husk nu at passe på dig selv”, ”Husk nu at sige nej til opgaver”. En af grundene til, at det er så svært er, at det er usynlige dynamikker, vaner og automatreaktioner, som vi skal gøre op med. Og de er bare så indgroet en del af både vores arbejdsliv og vores privatliv.
Lise Vesterlund, der er forsker og en af forfatterne bag bogen ”Nej-klubben – et opgør med kvinders karriere-hæmmende arbejde” er en af de få, der har været med til at dokumentere dette i arbejdslivet. Nej-klubbens forskning viser nemlig, at når en chef skal uddelegere opgaver, der i bogen kaldes "non-promotable-tasks" (NPT) - som Lise Vesterlund selv kalder "lorteopgaver" i nogle interviews – så langt vil jeg ikke gå - så er vedkommende 44 procent mere tilbøjelig til at give opgaven til en kvinde. Og det er uafhængigt af, om chefen er en kvinde eller en mand.
NPT er opgaver som for eksempel at arrangere fødselsdage, hente kaffe, vise nye kolleger, hvor printer og toilettet er, tømme opvaskemaskine, rydde op i fællesområder etc. Misforstå mig ikke. Hvis du per definition er ansat til disse opgaver, så er det ikke et problem. For det er opgaver, der er vigtige for virksomheden og for fællesskabet, men som hvis de ikke er det, du er ansat til, hverken kan bruges til at hæve lønnen eller stige i graderne. Oven i det usynlige arbejde på jobbet kommer så alt det ubetalte arbejde i hjemmet. For selvom, at Rockwool i en rapport i 2012 erklærede, at der ifølge deres fremskrivning ville være ligestilling mellem tid brugt på huslige pligter og erhvervsarbejde i 2023 (ja, det sagde de), så er det altså ikke sket.
I den seneste rapport om samme emne fra netop Rockwool Fonden fra 2018, kan man læse, at kvinder dagligt må afsætte næsten 3,5 timer til husligt arbejde og omsorg. Mænd bruger knap 2,5 timer i gennemsnit. Det lyder måske ikke af meget, men hvis vi ganger det op, så lyder regnskabet i stedet på 365 timers ekstra-ikke-betalt-arbejde for mor. Eller 48,5 arbejdsdage mere end far på et år. Og ja ja ja, ikke alle familier. I nogen vil der være en mere ligelig fordeling, i andre en mere ulige. Jeg vil bare i al stilfærdighed lade tallene tale.
For jeg ved desværre af erfaring fra diverse debatter og kommentarspor, at det usynlige arbejde både i hjemmet og på arbejdspladsen ofte bliver negligeret, benægtet eller erklæret selvforskyldt. Kvinderne kan jo bare lade være, må man forstå. Hun kan jo bare sige nej. Nuvel. Men opgaverne er der jo stadig. Både på arbejdspladsen og i hjemmet. Og i stedet for at lave nej-klubber, så kunne vi også stå sammen om at hjælpe hinanden med at skabe en mere ligelig fordeling. Min opfordring går altså ikke bare på, at nogen skal blive bedre til at sige nej, men at andre skal blive bedre til at sige ja. Så vi får skabt en kultur, hvor vi ikke går ud fra, at kvinderne er dem, der tager sig af alt det, der ikke kan prissættes.
Det starter med, at vi taler mere åbent om det uden at skyde ansvaret tilbage til den enkelte. Alternativt må vi jo forsøge at værdisætte de usynlige opgaver. Lorteopgaverne. NPT’erne. Jeg er sikker på, at det ville give de fleste kvinder et velfortjent puf op ad løn- og karrierestigen.
