Af Anja C. Jensen, forbundsformand, HK. Bragt på Netavisen Pio d. 27. april 2023.

Suk!

Jeg får næsten helt ondt i ørerne over planerne fra Alex Vanopslagh, Martin Lidegaard og Søren Pape om at aflive Arne-pensionen og efterlønnen, så seniorpensionen står alene tilbage.

Når jeg hører de tre herrers syn på, hvad helt almindelige mennesker skal affinde sig med, acceptere og yde i deres arbejdsliv, får jeg lidt den samme følelse, som når Christiansborg-politikere giver gode råd til, hvordan man bedst kommer sig ovenpå en stress-sygemelding.

”Træk stikket i tre måneder, gå nogle lange ture, få en coach,” lyder de velmente anbefalinger. Jo tak. Det ville jeg virkelig også ønske for HK’s medlemmer, at de kunne.

Men de kan – modsat politikerne på Christiansborg  – ikke bare trække stikket i tre eller seks måneder til fuld løn og vende tilbage, når det passer dem. For sådan fungerer virkelighedens verden ikke.

Ville være fantastisk uden

Ligeledes med tilbagetrækning. Det ville da være fantastisk, hvis vi slet ikke havde brug for tilbagetrækningsordninger.

Det står meget højt på min ønskeseddel, at alle skal have et godt arbejdsliv, som man kan holde til – og har lyst til – at fortsætte i. Men der er vi bare ikke som samfund.

Det kan altså ikke være rigtigt, at man skal være gået helt i stykker, før man allernådigst får lov til at sætte et punktum for et langt arbejdsliv lidt før - tilmed til en relativt lav ydelse.

Så længe vi har et arbejdsmarked, som slider – fysisk og psykisk – på folk, skal vi også have et sikkerhedsnet, der griber os.

En fair løsning kan ikke stå på ét ben

Sikkerhedsnettet er nødt til at bestå af både en visiteret ret og en objektiv ret.

Den ene griber dem, hvor det desværre er for sent. Dem der er slidt helt ned til de berømte sokkeholdere.

Den anden griber de slidte og dem med de længste arbejdsliv. Og vi skal kunne begge dele.

Det er simpelthen for fattigt, hvis vi i et samfund som det danske, hvor økonomien er overholdbar, ikke har rum – menneskeligt og økonomisk – til at sikre alle en værdig tilbagetrækning.

Det lyder meget godt, når formændene for Liberal Alliance, De Konservative og Radikale argumenterer for, at vi skal redde de allermest nedslidte. For selvfølgelig skal vi det.

Hvad jeg til gengæld har et ret stort problem med er, at de herrer – som i øvrigt alle tre har deres på det tørre – samtidigt vil lade andre grupper i stikken ved at skyde Arne-pensionen og efterlønnen i sænk.

Min pointe er ikke, at man så bare skal skyde på seniorpensionen i stedet. Min pointe er, at der er behov for at bruge krudtet på noget helt andet.

Nej tak til partipolitiske kludetæpper

Det, jeg efterlyser, er helhedsreformer frem for kludetæpper af partipolitik. For det handler om de lange, seje, stabile træk.

Vi har brug for en uddannelsesreform, der kommer hele vejen rundt og gør op med, at alle store livsbeslutninger skal træffes i teenageårene.

Hvor vi sikrer lige adgang til uddannelse, en mere balanceret og retfærdig fordeling af, hvordan og hvornår vi investerer i uddannelse, livslang læring og en reel mulighed for at skifte fag undervejs i livet.

Vi skal have en beskæftigelsesreform, hvor vi får flere med ind i arbejdsfællesskabet: De unge på kanten af uddannelse og job, seniorerne der er ledige for længe og mennesker med handicap. De vil gerne. Men de møder desværre barrierer og lukkede døre.

Fokus på bedre arbejdsmiljø

Og så skal vi have set alvorligt på arbejdsmiljøet. 20.000 danskere er hver dag sygemeldt pga. stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Tænk et potentiale der ligger i, hvis vi som samfund bliver bedre til at forebygge problemerne! Det skal vi – både af hensyn til den enkelte, men også for økonomien.

I stedet for at flå tæppet væk under fødderne på mennesker, der har brug for at trække sig lidt før folkepensionsalderen, så lad os da fokusere på at skabe et arbejdsmarked, der er godt, attraktivt og sundt at være på.