Af Anja C. Jensen, forbundsformand for HK. Bragt i Avisen Danmark d. 24. maj 2023.
Har du lagt mærke til, at det fortsat går rigtig godt på det danske arbejdsmarked? Ledigheden er historisk set lav. De danske arbejdsgivere råber op om mangel på arbejdskraft.
Både ufaglært, faglært og højtspecialiseret.
Som jobsøgende burde det være en helt ideel situation. Virksomhederne mangler medarbejdere i så høj grad, at der hurtigt burde kunne findes det perfekte match mellem kompetencer og erfaring og den ledige stilling. Ikke sandt? Sådan er det for mange lige nu.
Bare ikke for dem, der er over 55 år.
For selvom ledigheden også er faldet en smule for seniorerne, så tager det dem stadig væsentligt længere tid at finde arbejde. Og selv, når de kommer i arbejde, så er det alt for ofte uden for den faglighed og de kvalifikationer, som de burde ansættes på baggrund af.
I EN NY rapport fra Beskæftigelsesministeriet kan man i et helt afsnit dedikeret til seniorer på arbejdsmarkedet læse, at der er en overvægt af ledige seniorer, som angiver, at de ikke har været kaldt til samtale på jobs, de har søgt (hver fjerde imod hver syvende af de 30-54-årige).
64 procent af seniorerne angiver desuden, at alder er en ulempe i forhold til mulighederne for at finde et job. 1 ud af 10 har endda fået direkte af vide, at alder er problemet, og 35 procent har fået det fortalt mellem linjerne. I medierne kan man da også om og om igen læse om dygtige og velkvalificerede mennesker i 50' erne og 60' erne, der sender 100, 200, 300+ ansøgninger uden nogensinde at komme til samtale.
FOR EKSEMPEL KUNNE Politiken i april fortælle om en 64-årig kvinde, der er tæt på at give op, efter hun blev fyret sidste år. Siden da har hun søgt langt over 70 job og har kun været til samtale en enkelt gang. På en deltidsstilling.
Hun fik ikke jobbet. Vi har i HK endda et medlem, Kirsten, der har søgt 1200 stillinger hen over 2,5 år.
Hun er så uheldig at miste sit job, som 59-årig. På trods af de utroligt mange ansøgninger, bliver hun i sin ledighedsperiode kun kaldt til samtale syv-otte gange. Hun bliver ikke valgt til nogen af stillingerne. Til sidst giver hun helt op og går på efterløn.
Kirsten er som taget lige ud af en anden statistik, som rapporten også har med i et afsnit om ' førtidige' tilbagetrækningsordninger: At 60 procent af dem, der vælger at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, gør det helt eller delvist på grund af ledighed.
MEN HOV, VENT lidt. Kan det virkelig være rigtigt? I en tid, hvor politikerne ellers har travlt med at tale om, at tilbagetrækningsordningerne ' suger' folk ud af arbejdsmarkedet? Kunne det være, at vi i stedet skal tale om, at manglende vilje til at ansætte en specifik del af befolkningen ' skubber' arbejdsdygtige-og parate seniorer ud? Rapporten væver lidt over emnet, men vil ikke endegyldigt fastslå, at der er tale om aldersdiskrimination.
FOR MIG AT se, er det en ren tilståelsessag.
Og det er i dette lys ærligt talt svært at se den brændende platform for at forringe sikkerhedsnettet for dem, der har allermest brug for det, når man i stedet kunne få gjort op med den fuldstændig uhensigtsmæssige aldersdiskrimination. Ja for at sige det helt simpelt: Begynde at ansætte ledige seniorer, der faktisk ønsker og har brug for at blive på arbejdsmarkedet.
For der er masser at tage af. Ifølge regeringens eget skøn fra sit finanslovsforslag i marts forventer man nu, at 16.000 færre vil være på efterløn i 2026. Og selvom man samtidig laver en opjustering for både seniorpension og Arnepension, så vil der på grund af nedjustering på efterlønsordningen være 5.000 færre ældre på en af de tre ordninger for ' førtidig' tilbagetrækning i 2026 end hidtil forudsat. Det vil sige 5000 mere i rent arbejdsudbudsguld.
MEN DET STÅR og falder med, at virksomhederne griber den mulighed.
Og min oplevelse er desværre fortsat, at arbejdsgiverne bruger mere tid på at vaske hænder i forhold til de dystre tal end på at finde ud af, hvordan de løser det. For løses skal det.
Og det ville være rigtig fint, hvis det kunne gøres, uden at det kræver 1200 jobansøgninger.
