Af Mads Samsing, næstformand, HK Danmark. Bragt i Berlingske 26. september 2023

Endnu en flagdag er passeret og endnu en minister har lovet at gøre noget for vores veteraner. Nærmest som var det noteret i et årshjul i Forsvarsministeriets presseafdeling, var siddende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressen på flagdagen med det sympatiske budskab om, at vi stadig behandler vores veteraner for dårligt. Særligt dem, der er blevet syge af at være udsendt for Danmark.

Det, ministeren nu foreslår, er, at der skal være omvendt bevisbyrde, så det ikke er den enkelte soldat, der skal bevise, at han er blevet syg af at være udsendt, men Forsvaret at skal bevise, at soldatens ptsd ikke stammer fra arbejdet i Forsvaret. For en, der kender arbejdsskadesystemet godt - og ved hvor vanskeligt det kan være at få anerkendt psykiske arbejdsskader - giver forslaget rigtig god mening.

Hvad der giver mindre mening er, at initiativet begrænses til soldater. Hvorfor ikke politifolk? Ansatte i psykiatrien? HKeren i jobcenteret? Den røveriudsatte butiksassistent? Eller andre, der får ptsd udløst af brutale oplevelser på jobbet.

Forskellen er jo blot at de grupper - modsat soldater - ikke har særlove til at hjælpe med tidskrav og adgang til ekstra speciallægeerklæringer. Det er ikke fair og har store menneskelige konsekvenser.

En politibetjent, der var udsat for voldsomme hændelser, herunder vold, trusler på livet, voldsomme anholdelser, færdselsuheld og overfald under masseslagsmål, tabte således sin sag - ikke fordi han ikke havde ptsd, men fordi ptsd-reaktionen først kom flere år efter den ekstreme belastningssituation og sammenhængen mellem job og sygdom derfor ikke var beviselig. Her ville omvendt bevisbyrde formentlig have ført til et andet og mere rimeligt resultat.

Løsningen er derfor ikke at lave endnu en særlov for en mindre gruppe. Nej, løsningen er at anerkende at psykiske skader ikke kan sættes på samme formler som fysiske skader.

Lægerne kan opstille grafer for, hvor mange, der vil få ødelagt ryggen af at slæbe ti ton om dagen i ti år, det samme kan man ikke for dødstrusler, magtesløshed, frygt og dårlig ledelse.

Vi bør derfor vende bevisbyrden om for alle skadelidte således, at hvis der er relevante arbejdsmæssige belastninger og en diagnose, så er det myndighederne, der skal bevise, at ptsd-diagnosen ikke stammer fra arbejdet.

Det vil for det første sikre, at der ikke endnu engang skal laves særregler for en lille gruppe, for det andet vil det gøre et uretfærdigt og svært system lettere og mere retfærdigt for nogle af de hårdest ramte grupper på vores arbejdsmarked.