Butiksassistent

Da regeringen for 2 uger siden lukkede Danmark ned, så vi danskere, der gik i panik og stik imod anbefalingerne væltede ned i butikkerne for at hamstre. Flere dagligvarebutikker meldte om voldsomt stigende omsætning – særligt i krisens første dage.

Mens mange af os andre bliver hjemme for ikke at blive smittet, går medarbejderne i dagligvarebutikkerne trofast på arbejde. I begyndelsen uden handsker, uden håndsprit og uden afskærmning.

Det er typisk for ansatte i butikker. Deres varemærke er service – over for både kunder og arbejdsgiver.

Derfor gør det mig vred, at nogle af supermarkedsgiganterne nu lægger pres på erhvervsministeren for at suspendere lukkeloven hen over påsken.

De argumenterer med, at handlen stiger forud for helligdage, hvor danskerne normalt mødes til familiefrokoster med mad og drikke i rigelige mængder.

Derfor vil de suspendere lukkeloven for at sprede handlen ud over flere dage – angiveligt af sikkerhedsmæssige grunde. Hvis der er for mange kunder i butikkerne, øger det smitterisikoen. Ved første øjekast ser forslaget meget logisk ud.

Men arbejdsgiverne ’glemmer’ en faktor i regnestykket.

Statsministeren sagde det meget klart på seneste pressemøde: ’Påske er en tid, som mange familier har stærke traditioner omkring, og hvor jeg tror, det for mange kommer til at føles ekstra hårdt, at man ikke kan mødes og se hinanden’.

Danskerne skal ikke holde store påskefrokoster – de skal holde afstand. Det betyder, at det store indkøbsboom udebliver. Dertil kommer, at mange arbejder hjemmefra lige nu, og derfor kan man handle i løbet af dagen. Vi behøver ikke alle sammen at mødes i butikkerne kl. 16.30, når kontoret er lukket.

Medarbejderne i butikkerne – hverdagens helte – har knoklet under Coronakrisen. De har lagt ryg til hamstring og frustrerede kunder. De løser andre og flere opgaver, end de er vant til. De er på overarbejde, både i overført betydning og i bogstaveligste forstand. Og de har også det ekstra pres på hjemmefronten i form af børn, der er hjemme, eller gamle forældre, som de ikke kan tage hånd om.

Vi har drevet rovdrift på butiksmedarbejderne i godt 2 uger nu, og det stopper ikke foreløbig. Lad dem nu få en tiltrængt pause hen over påskens helligdage.

Lad være med at forsøge at bilde os ind, at forslaget om suspendering af lukkeloven handler om at passe på de ansatte. Det handler ene og alene om profit, og det er usmageligt.

Få mere at vide om arbejdstid her på HK.DK